Kære fuckboy: Alphapris Winner

The Dronninglund Gymnasium Alphapris winners have been announced! SGS is pleased to present them to you today, tomorrow, and Wednesday. Without further adieu…

 

Kære fuckboy

Sif B. Lindby

 

Indhold:

Portræt af en fuckboy

Replay

Hokus pokus, fuckboy i fokus

Giraf

Pas (på) dig selv!

Hævn

Kære Jacob,

Du var min eneste.

Jeg var én blandt mange.

Bliv nu fucking voksen.

 

Portræt af en fuckboy

En sociopatisk kamæleon; en menneskekender, som straks bliver, hvad du har brug for, at han skal være: en blond svigermors drøm, en punker med ansigtspiercinger eller en helt ordinær, mørkhåret fyr, som du mødte på Studenterhuset – et bedragerisk geni med skjulte intentioner. Og bag det ordinære gemte der sig en 21-årig med store, brune øjne og titlen konstabel. Men i mine øjne bare Jacob. Jeg kendte ikke hans efternavn. Men kemien var der – med det samme. Fuckboyens ekspertise.

Lær at identificere en fuckboy, før det også er for sent for dig.

Aldrig havde du følt dig så vigtig eller interessant eller spændende. Strømmen af komplimenter var en skudsalve. Han snakkede meget om sig selv. Men det rørte dig ikke. Historierne var betagende, og det var han også. Fucking betagende. Der lå et eller andet smukt i det ordinære. Han nussede dig på armen og spurgte, om han måtte kysse dig. Han sagde, at han ikke gør den slags så tit. Han er en nice guy™.

 Tænk dig om, før du lader dig forføre af en fuckboy.

Du følte, du kendte ham. Men du anede ikke, hvad der var dig i vente. Endnu. Bomben skulle tidsnok falde. Han ville gerne se dig igen. Du havde det på samme måde. Endelig havde du fundet nogen, som du betød noget for. Atter var det knuste hjerte samlet. For en stund. Du fortalte ham, at du gerne ville tage det stille og roligt. Han var enig. Han forstod dig – og komplimenterede dig. Alt, du kunne tænke på, var ham. Du fortalte alle om ham. Og om hans erhverv. Pokker tage mænd i uniformer. De er trænet til ikke at føle noget, når de dræber.

Tænk dig om, før du investerer din tid og dine følelser i en fuckboy.

Hans erfarne hænder og læber burde have fortalt dig, at det ikke var første gang, han gjorde, som han gjorde dén aften. Hverken tøvende eller nervøs– kørte på rutinen. Han så dine ar, da tøjet kom af. Hvem kunne vide, at arrene nu ville blive dybere? Hans kærtegn var mere medrivende end hans ord. I stemningen nåede du ikke at tænke på andet end lysten til ham. Prævention blev ikke diskuteret – det gør han aldrig. Hvorfor skulle han? Det er ikke hans problem. Det er dit. Alvoren og fortrydelsen sænkede sig først efterfølgende. Hans tatoveringer, som han havde fået for sjov hos en kammerat, afspejlede hans ligegyldige forhold til sin krop. Og han var ligeglad med din – for ham var du intet andet end et redskab til nydelse. Du havde din yndlingskjole på den aften, fordi du ville se godt ud for ham. Nu har du brændt den. Og du har taget syrebad for at ætse skammen og væmmelsen væk.

 

Tænk dig om, før du giver din krop til en fuckboy. Før du giver ham, hvad

han er ude efter. Før du fuldender hans mission. For det eneste, han giver

dig igen, er, hvad han har gået og samlet hos andre.

 

Han kørte dig hjem næste dag. Han holdt dig i hånden, mens han kørte. Og kyssede dig farvel, da han satte dig af. Og forsikrede dig om, at han håbede, du havde hygget dig. Det havde du. Det havde han også. Men for ham lå der intet andet i det. Hygge. Det vidste du bare ikke. Du var tidsfordriv. I dagene efter hørte du ikke fra ham. Ikke uopfordret i hvert fald. Han svarede, når du skrev. Men der gik flere timer. Og der var ikke længere emojis. Soldaten havde udset sig et nyt civiloffer. Men ofrene bliver bare skamskudt. Ligger og lider og vrider sig af smerte. Og smerten er endeløs. Du kan intet stille op. Der er ingen fortrydelsesret på fuckboys. Og i hvert fald ingen reklamationsret eller erstatning. For det er jo dig, der er varen.

Tænk dig om, før du giver dit hjerte til en fuckboy. For når først han har det, får du det aldrig intakt tilbage.

Jeg skulle have tænkt mig om. Jeg skulle have gennemskuet Jacob – en hardcore fuckboy: bader sig i alkohol, ubeskyttet, ligegyldig sex og tonsvis af kællinger, han ikke kerer sig om, når først missionen er fuldført. Sidste gruppe omfatter mig. Nu ser jeg mig selv, som han gør: en tom skal. Al vitalitet er trukket ud, og stumperne af det knuste hjerte er strøet ud over pletterne på lagnet. Selvrespekten er forduftet. Det eneste en ung kvinde er for en fuckboy: et varmblodet kneppehylster. Du prøver at fortælle dig selv, at det er ham, der er uduelig og ligegyldig – men det er jo dig. For hvorfor skulle han ellers ikke ville have dig?

Så før du begår de samme fejl som mig – kend dit portræt af en fuckboy.

 

Du kan gøre, hvad du vil, for at glemme ham.

Men han vil altid være der.

Når du sover. Når du spiser. Når du er sammen med en anden.

Så længe du er, er han hos dig.

 

Replay

Et ødelagt fjernsyn. Flimmer. Og brudstykker af en film, som virker bekendt. Du har set det før. Men du ved ikke, hvor mange gange. Fjernbetjeningen er i stykker. Ingen kontrol. Heller ikke over fjernsynet. Replayknappen er trykket i bund. Sekvenserne kører om og om igen: hans læber på din hals, hans hænder om dine håndled og hans nøgne krop presset mod din. Og hans magt over dig. Smerten er overvældende. Men ikke så overvældende som de daddy stitches, du fik for at genoprette skaderne. Eller pillerne, som han nægtede at betale for. Herefter bliver det sløret. Men filmen tvinger dig til at huske. Og den kører i ring. Replay. Replay. Replay

 

En fuckboyer altid i fokus.

Han skal derfor altid skrives med fed.

Fed ligesom hans ego.

 

Hokus pokus, fuckboy i fokus

Samtalen handlede om dig. Det gjorde den altid. Det var der intet nyt i. Jeg elskede at høre om dig, om dine interesser, om dine fremtidsplaner. Hvor jeg kunne drømme mig ind i dine fremtidsplaner. Du vil gerne have børn. Du vil gerne være far – en dag. Du fortalte mig om dengang, du som 19-årig boede alene i udlandet og agerede far for naboens døtre. Han var alkoholiker. Du virkede moden og ansvarlig. Men nu er du selvfølgelig heller ikke far mere. Ikke til naboens døtre i hvert fald. Du jokede tit med, at du havde fået far-humor, før du fik børn. Det tror jeg ikke. Og du er heller ikke sjov.

Vi aftalte, at du skulle hente mig den efterfølgende fredag. Du udeblev. Der var kommet noget op – din pik i en anden tøs, som du var ligeså ligeglad med, som du var med mig. Du gav ikke besked. Hverken om din udeblivelse eller om alle de andre piger. Alligevel valgte jeg at have sex med dig efterfølgende. Det var én fejl.

Igen var det hele om dig. Jeg var nervøs. Jeg gjorde mig umage. Jeg ville gerne have, at det skulle være en god oplevelse for os begge. Jeg gav dig flere orgasmer. Du gav mig intet – på nær en dårlig smag i munden.

Du spurgte efterfølgende, om jeg havde tid til at ses i ferien. Jeg havde ret travlt. Men jeg ville prøve at lave tid. Det var vigtigt for mig. Da jeg foreslog en dag, var du pludselig fuldt booket. Selvfølgelig. Og da jeg havde brug for din støtte, var du der ikke … Selvfølgelig.

Vi snakkede først nu om prævention. At jeg tog p-piller, skulle jeg åbenbart have fortalt dig. Det var jo mit ansvar med dét. Der var meget, du burde have fortalt. Jeg stod fast på, at vi skulle bruge kondom fremover. Jeg ville ikke have klamydia. Men du ville ikke have latexudslæt, så …Jeg spurgte, om du ville have, at jeg blev testet. Du var ligeglad. ’Fremover’ var ikke aktuelt. Det var ikke lige dig med dét. Så blev jeg testet. Ikke for din skyld, men for min.

Du var attraktiv.

Eller nærmere en attraktion.

Folk kom fra nær og fjern for at se dig.

For at se giraffen.

 

Giraf

Førhen skulle man betale ekstra for at se giraffen. Men nu til dags har giraffen skiftet form – og den er endda gratis. Måske køber den endda dig en drink. Men kun hvis du er lækker. Eller uheldig nok. Den har nemlig taget form som en fuckboy. En fuckboy med en kæmpe pik. Den kan ikke bruges til en skid. Den er bare til pynt. Ligesom en giraf i indhegning. Ikke at den ligefrem er pæn. For siden hvornår har giraffen været et flot dyr? Men når folk hører om giraffen, må de bare se den. Det lyder utroligt. Det er utroligt. Helt utroligt ringe. Men giraffen udnytter sin berømmelse til sin egen fordel. Alle vil se giraffen. Og giraffen vil gerne ses. Helst nøgen. Men aldrig mere end én gang af den samme tilskuer. Det har tilskueren heller ingen interesse i. Giraffen ligger der nemlig bare – og slikker sine egne boller. Det er, hvad den kan. Nyde sig selv, mens andre ser på. Andet dur den ikke til. Hvis giraffen bryder ud af sin indhegning, må man tegne den store forsikring. Desværre dækker ikke engang den udvidede forsikring over flækkede fisser. Og når alle giraffens legekammerater så udebliver fra legetime, visner giraffens pik, og giraffen kastreres. Og en kastreret giraf er en død giraf.

 

Jeg sagde, jeg ikke ville spilde mere tid, energi eller tårer på dig.

Og nu har jeg skrevet historier om dig.

Sjovt, som man heller ikke kan stole på, hvad jeg siger.

Du smitter.

 

Pas (på) dig selv!

Du er fuld igen. Du sidder på 1000Fryd med en fadøl i hånden, 10 tomme flasker på disken foran dig og dine seneste sexofre på hurtigkald. Du er ensom, når du er fuld. Og når du er ædru. Men du er ikke ædru så tit. Du er et offer for dig selv og din ensomhed. Når du en dag bliver skudt under en operation, behøver de ikke desinficere dine sår. Dit blod er ren ethanol. Men det er ikke nok til at slå klamydiabakterierne ihjel. Og du bruger mere tid på lægeklinikken end på arbejde. Hæren betaler alligevel ikke nok til at finansiere dit forbrug af sprit og klamydiapiller. Heller ikke selvom du bor hjemme igen. Og når du om 10 år er for gammel til score godtroende teenagere, og alle dine jævnaldrende er i lykkelige forhold med ordentlige mennesker og har for meget selvrespekt til din slags, rækker økonomien ikke til overforbruget af købesex. Nyd det, så længe det er gratis. Selvom du kommer til at betale dyrt for konsekvenserne.

Men du kan stadig nå det – at blive et ordentligt menneske. Jeg håber for dig, at du indser dine fejl. Du er blevet opdraget bedre end det – har jeg hørt. Men hvem ved, om alle lyver lige så meget som dig? De siger, du var en god dreng engang. Jeg ved ikke, hvor filmen knækkede for dig. Jeg ved heller ikke, om jeg er ligeglad. Jeg var nok aldrig helt ligeglad. Ikke engang med dig.

 

Engang havde jeg et ønske om at skade dig.

Men så indså jeg noget.

Du skader dig selv mere, end jeg nogensinde ville kunne.

 

 

Hævn

Efter dig måtte folk ikke røre mig. Når jeg mærkede en hånd, så jeg dig for mig. Den rigtige dig. Da du ikke længere kunne blokere mit klarsyn med dine løgne. Jeg ville skære alt dét, du havde rørt, væk. Indtil der ikke var mere af mig tilbage. Der skulle ikke være mere tilbage, som du kunne få, og som du kunne misbruge – ligesom du misbrugte min krop og min tillid. Du skulle ud af mit system. ’Bare spørg Jacob’ skulle fjernes fra min brugsanvisning. Men hvordan kommer man over en fuckboy? Lad mig fortælle hvordan.

 

Jeg tog hævn. I mit hoved har jeg fuldført utallige hævngerninger. Jeg giftede mig med din far og fik dig til at tigge efter WiFi-koden. Jeg stjal din hund og aflivede din bil. Jeg brændte din skudsikre vest. Jeg lod den langsigtede hævn være den mest brutale; jeg uddannede mig og blev din øverstkommanderende. Jeg sendte dig på livsfarlige missioner. Jeg ødelagde dit liv, som du ødelagde mit. Til sidst skrev jeg dette. Og så fralagde jeg mig alle mine andre hævnplaner.

Jeg er ikke kriminel. Derfor er min hævn tilgivelse. Den grusomste hævn er at lade dig fortsætte din ynkelige tilværelse. Lade klamydia æde dig op og gøre dig steril. Så bliver du aldrig far. Det er nok til det bedste alligevel. Ethvert barn fortjener bedre. Tilgivelse er det eneste, jeg nogensinde vil give dig igen. For jeg kan ikke redde dig – det kan ingen.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *