Hjemmefra- Alphapris 2nd Place

Hjemmefra

Mathilde Ulfkjær Østergaard

 

Der findes ikke magi

men du kan flyve med hjælp fra glade tanker

Du må ønske når du ser et stjerneskud

men kun hvis du tror på Gud

 

Walt Disney er børnenes helt

men også en virksomhed

der ejer mere end Danmarks rigeste banker

Vi så alle op til Fedtmule

men han endte sku som dranker

 

De siger bliv håndværker og gør præcis hvad vi siger

sæt aldrig din fantasi i bås

aldrig opgiv dine drømme

men indse virkeligheden: de kan ikke nås

 

Et system vil vise mig vej

men hvor sætter man kryds, hvis ingen kasse passer til dig?

Jeg er et tal

ikke et navn

og mere til besvær end til gavn

 

Jeg gider ikke høre mere

og jeg kan faktisk godt gå selv

En indvandrer vil holde mig i hånden

mens Danmark vil have mig til at slå ihjel

 

Vil du løbe hjemmefra med mig?

 

Stikke halen mellem benene, og

male byen rød med rødbedesaft

eller blod fra hovedets tornekrans

 

Vi kan lade som om solen skinner

plukke visne blade

sætte fodspor i tørt græs

tælle vores fingre

 

Trille tommelfingre og pille bussemænd

Vi lægger låg på vores følelser

men de bobler

og koger over

 

Skal vi løbe hjemmefra?

 

Lad som om du er forelsket i mig

Sig til folk vi fandt hinanden under stjernerne

Det kunne være en sjov leg

De vil sige aww

 

Tænke sådan vil jeg være en dag

men de skulle bare vide

Du knalder udenom

Vi har hver vores smag

 

Jeg er på tinder

Personlighed betyder mest for mig

Du ser godt ud

Vi to deler kun gamle minder

 

Jeg vil løbe hjemmefra.

 

Hvor skal man begynde

når man ikke ved hvor man skal hen?

Hvis alt bare var spirende forelskelse

og cykelpiger med bare ben

 

Blomster gror ud af hendes hår

som gyldne løgne, når det er midsommer

Ville du tro mig

hvis jeg sagde

jeg mente hvert et ord?

Også dem jeg sagde da promillen den var stor?

 

Et liv er snefnug der hvirvler

Ung og dum og chancen for at stikke af

står meget snart på klem

Jeg kan se at du tvivler

men jeg skal i hvert fald ikke hjem.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *