Da du visnede, begyndte jeg at blomstre- Third Place Alphapris

Da du visnede, begyndte jeg at blomstre

Emilie Nielsen

Jeg mærker græsset mellem mine fingre og mine tæer. Mine hænder ryster, og mine øjne følger mine fingres bevægelser gennem græsset. Græsset stikker op mellem dem, det kilder lidt. Lyden af fuglenes kvidren i mine ører gør mig rolig, så rolig, at min vejtrækning næsten falder helt til ro. Jeg tæller til ti inde i mit hoved, fokuserer på min vejtrækning. Mit hjerte pulserer. Jeg lægger hovedet tilbage mod egetræets stamme, lukker øjnene og mærker sommerluften fylde mine lunger. Egetræet er mit fristed, mit helle. Her er jeg alene, mig selv. Solen skinner, den omfavner mig, som er jeg dens kæreste eje. Dens stråler varmer mine bare ben, giver dem en smule liv. Liv. Ordet dukker op i mit hoved, som er det et begreb, jeg har svært ved at definere. At leve, at blomstre. Vi er alle i live, men lever vi overhovedet, eller handler det kun om at overleve? Som jeg sidder her, i skrædderstilling i min sorte kjole med blonder og bare tæer, føler jeg mig i live. Min kærlighed til blomsterne, egetræet og det sommergrønne græs holder mig i live. Min far var også i live, indtil han druknede i sit alkoholmisbrug. Han var i live, men han levede ikke, og han endte med heller ikke at overleve. Han er blevet begravet i dag. Jeg er ikke ked af det, måske burde jeg være det, men det er jeg ikke. Jeg er vred på ham, men det går over. Intet menneske er perfekt, og ej heller var han, hvilket er okay. Det fortalte jeg i hvert fald mig selv, hver gang illusionerne bristede. Når håbet svandt op. At det var okay. Jeg havde altid helle her, han kunne ikke røre mig, når jeg var her. Dette sted var mit paradis, selvom jeg befandt mig i ét stort mareridt. Egen har altid givet mig styrke, været mit livstræ og fyldt mig med frihed. Nu kan han aldrig røre mig igen. Jeg ved ikke, om mit mareridt er slut, men det er min fars. Måske har han nu fundet sit egetræ, sit paradis, og måske var det dét, han havde mest brug for. Måske har han fundet sit helle, oppe i himlen. Mit er lige her ved egetræet. Egetræet, der i dag forekommer mig større end nogensinde før. Er det vokset, eller er jeg blevet mindre? Måske er jeg ingenting. Jeg føler en vis tomhed indeni. Før var jeg datter af en alkoholiker, et barn med et sårbart sind bag facaden. Et sind, der var fyldt med angst og uro. Det var, hvad der definerede mig, og jeg hadede det, men nu hader jeg, at mit sind blot er fyldt med tomheden. Men det er også den tomhed, der giver mig grund til at leve. Den tomhed, der skal omdannes til glæde og tryghed og give mig rødder, så jeg kan blomstre. Her ved træet fandt jeg altid tryghed, og jeg glemte hans utilgivelige fejl og angsten for et øjeblik. Det var mit tilflugtssted. Sommetider ønskede jeg, at jeg blot kunne glemme alt, præcis som han altid gjorde. Det må have været befriende.

I dag er det min fødselsdag. Min far ville sikkert have glemt det, blot ligesom sidste år og året før det. Jeg bliver 18 år, jeg bliver voksen. Det er et underligt ord. Voksen. Jeg tænker lidt over det. Jeg er blot et barn, men et barn som egentlig har været voksen i flere år, fordi mine forældre fralagde sig alt ansvar. Det skræmmer mig, at man bliver ældre. Jeg husker ikke ret meget fra min barndom, jeg føler ikke, at jeg har haft en. Måske har jeg glemt den, måske har jeg valgt at glemme den. Jeg ved det ikke. Jeg var ikke færdig med at være et barn, da jeg pludselig skulle være voksen, og jeg har altid fundet det uretfærdigt, at jeg allerede som barn skulle finde mig i kaos, svigt og min fars misbrug.

I min taske finder jeg en cigaret og lighteren fra 7/11. Jeg placerer cigaretten mellem læberne, tænder den, og suger røgen ned i lungerne, som med sommerluften. Røgen er sommerluft for mig. Min sommerluft. En blid, men alligevel voldsom vind suser i trætoppen over mig. Roen breder sig langsomt i min krop. Jeg ved ikke, hvor længe jeg har siddet her. Måske en time, måske to. Jeg har ikke lyst til at gå hjem. Før vidste jeg aldrig, hvad der ventede mig, men nu er der intet, der venter mig. Jeg ved ikke, hvad der er værst. Jeg forsøgte altid at undgå ham. Jeg undgik de samtaler, som alligevel ikke fandt sted. Jeg undgik at se på ham, fordi jeg væmmedes ved synet. Men alligevel, når jeg rokkede om natten, var det kun ham, jeg så. Når jeg brugte flere timer på forgæves at forsøge at falde i søvn, var det ham, der fyldte i mit hoved. Alt, jeg kunne se for mig, var ham og hans misbrug, der kvalte mig. Det fyldte så meget i mit hoved, at jeg havde svært ved at kapere hverdagen, men nu er mit hoved ét stort frirum. Måske mit hjem også kan blive det? Et frirum. Det eneste der ventede mig derhjemme førhen, var ham. Min far, der sad i sin stol med en øl i den ene hånd og en cigaret i den anden. Det var ikke hans første øl. Heller ikke hans anden eller tredje. Han så ynkelig ud, som han altid sad der. Jeg havde ondt af ham, men jeg skammede mig også over ham. Nu er der kun stilheden, som ikke engang lyden af orglet i kirken kunne skræmme bort. Stilheden, der er uvant og fremmed for mig. Vreden og stilheden, det er, hvad han har efterladt mig med. Ingen savn eller sorg, blot vreden, der lige nu forekommer mig stor og uhåndterlig. I kirken mærkede jeg den rive i mit bryst, og den larmende stilhed forstyrrede mine tanker. Jeg græd ikke, det kunne jeg ikke. Det var underligt at stå i kirken med bekendte, som konstant kiggede på mig, som om de ventede på, at jeg skulle vise en reaktion på hans død. Det gjorde jeg ikke. Jeg var med, men alligevel ikke med. Jeg sagde intet, alle ord i mit hoved var forsvundet, som om han havde taget dem med sig i kisten. Det var som jeg altid havde forestillet mig. Ingen hulk, der overdøvede præstens tale, ingen forgrædte ansigter, blot stilheden, der hang som en tung sky over os. Jeg mødte min mors blik, da kisten blev sat i jorden. Hun var til stede, men alligevel ikke, blot ligesom mig.

Jeg smider cigaretten i græsset og stirrer op mod himlen. Stilheden og vreden går over, det ved jeg. Sammen med min far begravede jeg skammen, angsten og pigen, der var datter af en alkoholiker. Hun overlevede ikke, men det gjorde jeg. Jeg er i live, jeg lever. ”For da du visnede, begyndte jeg at blomstre”.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *