Alphapris 2018 Third Place Winner: Ida-Amalie Dyhr Jensen

 

Congratulations to Ida-Amalie Dyhr Jensen, student at Dronninglund Gymnasium for winning second place at this year’s Alphapris!

 

 

 

 

Verden – et rige

Jeg sætter den ene efter den anden bakke tomater op på hylden. Dét er normaltvist min tjans at tage mig af at sætte varerne op på hylder i min mors dagligvarebutik, og det tager mig altid hele formiddagen, hvorefter jeg plejer at spise frokost med min mor, vaske gulve i forretningen og så kan jeg endelig gå op i vores lejlighed. Min timeløn er på 45 kroner, men jeg er steget i løn siden jeg var 17 år. Når jeg kommer hjem, plejer jeg at gøre lidt rent og læse i mine låne bøger fra e- biblioteket, for at vedligeholde min viden, og så kan jeg tage ud for at lufte hunde for byens højere middelklasse klokken to, gå med mad ruter når de trettenårige ikke kommer mig i forkøbet fordi de har fået alt for tidligt fri fra skole, og så kan jeg enten snakke med de ældre, eller når der er dårligt vejr, kan jeg give folkeskoleelever

noget fagligt undervisning, så de kan vokse op med at lave lektier, når deres forældre ikke kan hjælpe dem. Nogen gange er jeg også sammen med Maya om eftermiddagen, men hendes forældre havde råd til at sende hende og hendes storesøster Kamilla på et gymnasium uden for byen, så når Maya ikke laver lektier, er hun sammen med sine nye venner! Jeg misunder hende. Hun skal ikke tænke på at tage overarbejde som kassedame, når hendes forældre har råd til at give hende en uddannelse, tøj og skolematerialer, og hun skal ikke skamme sig over at tage venner med hjem, fordi hun har sit eget værelse i et smukt parcelhus, hvor hun ikke deler værelse med sine forældre i en etværelses lejlighed blot fordelt med en skillevæg lavet af pap, og hun skal ikke bekymre sig om at have veninder til at sove, fordi man ikke kan høre hendes forældre være sammen i deres separate værelse nedenunder, og hun skal ikke føle sig flov over at måtte sende venner hjem klokken kvart i seks, fordi der ikke er nok aftensmad i det syv dage gamle rugbrød. Jeg har

flere gange oplevet, at hendes mor ligefrem insisterede på, at jeg blev hos dem og spiste aftensmad, fordi de skulle have lækker steg med ovnbagte kartofler, sovs og grøntsager. Når min mor lavede fin mad, kunne vi få serveret discount pasta med sidste holdbarheds svinefars- kødsovs fra butikken, blandet op med vand i stedet for tomatsovs, krydret med lidt salt, som far havde sneget med hjem fra syderiet. Da jeg var barn følte jeg egentlig ikke, at det var elendigt at spise hjemmebagt rugbrød og pasta kogt i elkedlen med spildevandet fra vasken, men da det gik op for mig, at pengene var virkelig små herhjemme, begyndte det at gå mig på.
“Louisa!, du knuser tomaterne!” udbrød min mor forarget. Jeg reagerede straks, og undskyldte, men min mor bad mig bare om at hente en klud og tørre op efter mig selv, før der kom kunder.
“Jeg har bagt boller til frokost” sagde hun med et stort smil, da jeg kom tilbage fra lageret med en opvredet klud. Hun vidste, at jeg ville blive ellevild, for hendes bagværk var legendarisk! Men jeg kunne kun fokusere

på min fremtid, og hvor meget det gik mig på, at jeg var den eneste fra den tidligere folkeskoleklasse der stadig ikke var startet på et gymnasium!
“Kan du lige hoppe på cyklen og aflevere et par boller til oldemor?” spurgte min mor mig håbefuldt. Julelysene i hendes øjne gjorde det umuligt for mig at sige hende imod, men det var meget intimiderende, når jeg aldrig havde haft en dyb samtale med min oldemor, andet end ‘hvordan går det …’ eller andre lignende overfladiske samtaleemner. Min oldemor fyldte 117 år i sidste måned, og det var malplaceret at sidde til fødselsdagsfest hos hende og en masse pensionister på min morfars alder.

“Goddag Louisa!” udbrød min oldemor meget begejstret, mens hun sad på sine knæ og lugede ukrudt i blomsterbedene omkring plejehjemmet, da hun så mig komme trækkende med min morfars gamle cykel. Jeg var ikke så glad for at cykle, jeg kunne bedre lide at gå, og togene og busserne gjorde mig dårlig, på grund af de

mange mennesker.
“Mor har bagt boller” sagde jeg og kløede mig på armen, med et meget anstrengt og påtaget smil.
“Hvordan går det med dig, er du startet på et gymnasium?” spurgte hun, det typiske og obligatoriske spørgsmål kom op til overfladen, hurtigere end Maya’s mor’s kogte kødboller.
“Nej … men jeg er i fuld gang med at tjene penge” svarede jeg og kiggede ned i jorden. Jeg skammede mig. Det samme gjorde min oldemor formentlig… Hun havde altid været en ambitiøs kvinde, og mor havde ofte fortalt far og jeg om hvordan oldemor lavede demonstrationer og fik en fuld, gratis uddannelse af staten, hun havde både folkeskole, gymnasium og en universitetsuddannelse! Oldemor læste også jura og blev advokat, det var derfor min morfar først blev født i år 2040, da oldemor var 42 år gammel.
“Jeg vil gerne hjælpe dig lidt på vej, min kære” sagde hun med det venligste smil.
“Hvorfor?” spurgte jeg undrende. Men hun gik

ind i stuen, og bag et kunstfærdigt billede, var en pengeboks.
“Da jeg var en ung 18-årig pige, var verden lidt mere … medgørlig! End den er i dag” sagde oldemor og gav mig 8.000 kroner.
“Dét er alt for meget!” udbrød jeg meget frustreret.
“Nej min pige. Dét er alt for lidt” sagde min oldemor med et skævt smil og gik ud i køkkenet for at hente noget pålæg fra delikatessen. Hun spurgte mig om jeg ville blive og spise frokost med hende, og selvom jeg gerne ville hjem igen, havde hun lige foræret mig 8.000 kroner! En hel måneds løn! Så at holde hende ved selskab, var da det mindste jeg kunne gøre!
“Da jeg var 18 år i 2019 fik man nærmest foræret en uddannelse, når man boede i Danmark. Uanset ens social klasse! Mine forældre var ikke selv velhavende, men jeg var vel født i den rigtige tid? Alle fik en gratis uddannelse, og så kunne man få det der hed Statens Uddannelsesstøtte hvis man var aktivt studerende – som

var et beløb på cirka 5.000 kroner efter noget der hed skat, hvor man indbetalte penge til staten i Danmark” sagde min oldemor.
“Hvorfor er det ikke sådan længere?” spurgte jeg og bed i én af mors lune boller.
“Det startede, om man vil, efter Donald Trump blev præsident i USA. Jeg husker valgdagen i 2016, da jeg kun var 15 år gammel. Jeg gik rigtig meget op i politik allerede dengang, for jeg ville gerne læse jura og danne det absolut bedste Danmark – og der måtte være en logisk grund til, at Donald Trump blev valgt. Han var også en god præsident på mange områder, men han var tandpinen der fik gang i et mere ustabilt NATO, fordi m a n g e m e d l e m s l a n d e i k k e b e t a l t e n o k t i l forsvarsbudgettet, og flere og flere lande måtte træde ud” sagde oldemor og virkede lidt trist.
“NATO blev opløst i 2020, men Donald Trump
vandt sin 2. regeringsperiode … så lige pludselig havde Amerika verdens stærkeste militær, og oveni NATOs opløsning gik der kun 5 år, før FN blev opløst i 2025,

efter 80 år” sagde oldemor.
“FN skulle forhindre endnu en Verdenskrig i at opstå… Men eftersom hele verden var løsrevet, så de arabiske lande og en stor terrororganisation en smutvej til at angribe Israel, både for at generobre landet for Palæstinenserne, men også for at tage hævn. Men USA’s nye præsident valgte at smide en atombombe i Mellemøsten, hvor flere millioner mennesker døde, og Mellemøsten efterfølgende blev USA’s ejendom. Ingen lande sagde USA imod, for det var verdens supermagt. I år 2027 udbrød 3. Verdenskrig, da Kina følte sig truede af USA’s placering i Amerika og Asien, men da Kina faldt, vidste de fleste, at USA var mere overdådige end nogensinde før. I 2028 genetablerede USA en stor del af Mellemøsten efter bomben, hvor flere og flere dygtige mennesker flyttede til, især fra Asien, særligt efter krigene omkring Kina! USA’s imperium blev større og større, og de reagerede landene rigtig godt, og lod mange lande have de samme værdier som før de blev besat. I 2030 ville man ikke længere have krig, så USA blev sat

en lille smule på standby, men Danmark valgte at underlægge sig USA, der blandt andet havde indført befolknings udvælgelse, for at man kunne kontrollere hvor mange børn der blev født, og forældre skulle erklæres “egnede” til at kunne få børn. Det var ikke længere lovligt som almindelig dødelig at få et barn. Det var også derfor jeg først fik din morfar tretten år senere” sagde oldemor.
“Jeg troede, at det var på grund af dit job” sagde
jeg forvirret. Dét havde mor bildt mig ind?
“Bestemt ikke. Jeg ønskede mig børn fra jeg var 25 år, men i 2026 var NATO og FN blevet opløst, og tak guderne for, at jeg ventede, for i 2027 udbrød 3. Verdenskrig, og tusindvis af børn døde af hungersnød” sagde oldemor og var meget lettet.
“Men oldemor, hvordan blev alle verdens lande til ét rige?” spurgte jeg.
“I 2035 overtog USA resten af verden. Det sidste land der overgav sig var Rusland i december 2035 med den præmis, at der var lokalregeringer. To måneder

forinden havde Grønland og Island overgivet sig med de præmisser, at deres natur fortsat var fredet. Man aftalte med Grønland, at 75% af landet måtte bruges til olie og raffinementer, mens de resterende 25% var fredet, både med hensyn til dyreliv, natur og forurening. Med Island aftalte man at landet som udgangspunkt var fredet og at hvis USA ville bruge naturen til ressourcer, skulle de anlægge en strategi for naturlovgivningen, der så kunne vælge at godkende det, men dét blev ikke til et problem. Da oliepriserne faldt, var det nemmere at købe brændstof, men i 2040 var det meget generøst at have egen bil. Bilerne blev gjort til noget absurd ekstravagant og dyrt, de fleste havde slet ikke råd til at være bilejere, i stedet var der flere og flere der brugte cykler, busser og toge, det var også for at spare på CO2 udledningen, men regeringen vidste lige hvad de skulle gøre, for pludselig blev hele verden inddelt i sektorer” sagde hun.
“Sektorer?” spurgte jeg undrende.
“I stedet for lande, valgte man at inddele verden i sektorer. Du og jeg lever i én sektor der hedder Danmark,

og USA styrer vores sektor, ligesom de styrer alle andre, og de mennesker der flytter sektor, kommer ofte til den allermest afsides i Saudi Arabiens ørken, hvor de ikke kan flygte. Efter hele verden blev ét rige, er hele menneskeheden blevet overladt til sig selv, og min generation udgår snart – så vil ingen kende til verdens opdelingen” sagde oldemor.
Min mobiltelefon kimede i lommen.
“Det er mor, jeg bliver simpelthen nødt til at tage hjem, jeg skal læse lektier med en 9-årig pige” sagde jeg og kiggede delvist forskrækket på klokken.
“Vi ses, Louisa” sagde oldemor og gav mig min sommerjakke.
“Jeg kommer og besøger dig igen i morgen” råbte jeg og løb ud af huset. Jeg var på en måde glad, lettet og fuld af håb, men jeg glemte de 8.000 kroner. Jeg måtte tilbage og hente dem! Måske kunne jeg endda lige nå at høre lidt mere?
“Oldemor” råbte jeg og gik ind i køkkenet, men hun var ikke til at se nogen steder. Jeg kiggede ud af

vinduet og så en hvid skikkelse der lignede min oldemor, der blev slæbt over mod togbanen drevet af et kæmpestort magnetfelt.
“DE KIDNAPPER MIN OLDEMOR!” råbte jeg
højt, da de skubbede hende fremad. Hun kiggede sig over skulderen, vi fik øjenkontakt og jeg kunne nærmest høre hende snakke til mig. Hun tog fingeren op til munden og lavede tegn på, at jeg skulle være stille. Mit hjerte pumpede rundt i min krop. Jeg tog de 8.000 kroner og løb ud af havedøren, hoppede op på min cykel og trådte så hårdt som jeg kunne, i pedalerne! Jeg cyklede forbi den ene fabrik efter den anden og tænkte på dét oldemor sagde til mig med, at alle levede i sektorer, og at der var meget mere, end jeg og de fleste andre kendte til. “MOR!” råbte jeg og smed cyklen foran
lejligheden. Mor stod og betjente en kunde i butikken. “Mor! De har kidnappet oldemor!” udbrød jeg,
hvilket omgående fik kunden i butikken til at reagere med fortvivlelse. Hun så skræmt ud, som om jeg var sindssyg.

”Vi snakker sammen, når du har undervist Gabrijela” sagde min mor meget anstrengt og smilede kærligt til kunden.
”Men mor …” udbrød jeg, men hun bad mig om at gå min vej, hvilket jeg gjorde, men jeg kunne høre mor og kunden tale sammen. Kunden advarede min mor om, at jeg hellere måtte være forsigtig.

”Jorden kalder Loui” udbrød den lille, 9-årige pige med det brune, bølge krøllede hår.
”Undskyld Gabi, jeg sad lige og tænkte” undskyldte jeg for mit mentale fravær. I dag skulle jeg undervise hende i historie, og i den tykke 3. klasse bog stod der intet om dét oldemor havde fortalt mig. Der stod, at verden gik fra fascisme hvor alle tilbad kongen og gik i uniformer, til det vi kender i dag, hvor verden er demokratisk, kapitalistisk og anarkistisk, men oldemor havde fortalt mig at hele verden var ét stort hierarki med én totalitær magt, der styrer os alle sammen.
”Tror du på, at verden ikke er fascistisk mere?”

spurgte jeg.
”Ja” svarede den lille pige.
”Jeg tror, at regeringen vil have os til at tro, at verden VAR fascistisk, for så virker vores nutid ikke lige så totalitær og styret, som den er! De prøver bare at fremhæve, at vi har det godt, og ikke bør brokke os. Selvom verden for bare 100 år siden var præget af individualitet, hvor man havde lov til at være homoseksuel, gå klædt i det tøj man havde lyst til, være religiøs og hvor næsten alle kunne få en uddannelse, og hvor man kunne rejse mellem de forskellige lande, men nu er de sektorer” sagde jeg. I det samme kom Gabrijelas mor ind af døren.
”Hørte jeg lige ordet sektorer?” spurgte hun
undrende og skræmt.
”Jeg sidder bare og fortæller Gabi om de forskellige sektorer og kapitaler i et samfund” sagde jeg.
”Louisa, du skal undervise min datter i historie i dag, ikke i samfundsfag! Jeg vil gerne bede dig om at gå” sagde hun med rystende stemme. Et kort øjeblik

undrede jeg mig, men lige så langsomt gik det op for mig, at oldemor var blevet ført til Saudi Arabien, fordi hun vidste hvordan verden hang sammen og udtalte sig om den. Jeg tog mine ting og gik min vej, men fik stadigvæk 100 kroner i løn. Gabrijelas forældre var også relativt velhavende. Hendes far var landmand i den store dyrknings container, hvor min mors kartofler, tomater og andre grøntsager blev dyrket, og hendes mor var farmakolog. Hun manglende i hvert fald ikke noget.
”Louisa! Hvorfor er du allerede tilbage?” spurgte min mor, da jeg tog en gulvmoppe og begyndte at vaske gulve. Jeg ignorerede hende.
”Hvorfor har vi ikke en maskine til at vaske gulvene?” spurgte jeg irriteret, og vred moppen op i det sorte vand.
”Det ved du da godt, at vi ikke har råd til! Og lad være med at skifte emne! Du plejer da altid at blive tilbudt aftensmad hos Gabrijela” sagde min mor irriteret. ”Jeg snakkede med Gabrijela om samfund, og dét
faldt vist ikke i god jord hos hendes mor” sagde jeg og trak på skuldrene. Min mor fik en klump i halsen, jeg

kunne se det på hende. Jeg kunne se bekymringen i hendes øjne og hvordan hun pludselig fik besvær med at trække vejret.
”Hvordan havde oldemor det?” spurgte mor og prøvede at distrahere sig selv.
”Hun var ikke hjemme” sagde jeg og løj overfor min mor. Jeg ville bare gerne vente med at afsløre noget overfor hende, til jeg vidste, hvad alting betød! Kunne jeg måske redde min oldemor?
”Måske var hun ude at handle, dét plejer oldemor godt at kunne lide” sagde mor og prøvede at feje det væk.
”Hvordan er oldemor egentlig? Jeg mener, hun er ved at være lidt gammel, der er ikke andre på hendes alder på plejehjemmet” sagde jeg og prøvede at tyde en grimasse fra min mor, men hun var nærmest helt forstenet.
”Min farmor er et meget særligt menneske Louisa, men én ting er sikkert, hun kan overbevise folk om hvad som helst” sagde min mor og påtog sig et lille

smil.
”Såsom hvad? Hvad har hun prøvet at bilde dig
ind?” spurgte jeg.
”Jeg har ikke et helt konkret eksempel, min pige. Men du skal passe på med at snakke med oldemor. Hun er blevet en lille smule skør på sine gamle dage!” sagde mor.
”Jeg tror ellers, at oldemor kan komme med nogle interessante historier om fortiden, tror du ikke?” spurgte jeg.
”Nej, absolut ikke! Jeg tror ikke, at hun kan huske én eneste ting! Hun er en gammel kone…” sagde min mor og bad mig om at skifte vandet.
”Mor, hvis nu oldemor blev kidnappet, hvad ville du så gøre?” spurgte jeg, da jeg var på vej ud for at fylde spanden op med iskoldt vand fra naboens haveslange.
”Hvorfor spørger du om sådan noget?” spurgte min mor med øjet på klem. Jeg smilte til hende og fortalte hende, at det bare var en tanke, for hvis nu oldemor var så gammel og senil, ville hun garanteret

kunne blive væk fra sig selv.

 

Dagen efter tog jeg morfars cykel og kørte ud til plejehjemmet igen. Oldemor var der stadigvæk ikke, så jeg gik rundt og kiggede på alle hendes ting. Det var som at gå rundt på et museum. Der var Arne Jacobsen møbler overalt og andre designermøbler fra omkring år 2020.
”Hej farmor” hørte jeg en kvinde råbe. Det kunne ikke være andre end min mor.
”Farmor, jeg må tale med dig” råbte hun, hun satte en bærepose på køkkenbordet og begyndte at lede, på samme tid gemte jeg mig under sengen.
”Hvor i alverden er du henne, din gamle krage? Du har ført dit oldebarn ud i så meget kaos, at du slet ikke aner det” gik min mor rundt og sagde. Da jeg så, at hun gik ud i køkkenet og kunne se morfars cykel. Hun gik hurtigt udenfor, men jeg kunne høre på hende, at hun troede, at oldemor og jeg var ude at gå en tur, og jeg kunne se hende skynde sig ned ad en sti, hvilket gjorde, at jeg løb udenfor for at tage min cykel, og spæne

hjemad.
”Hvor i alverden har du været henne?” udbrød min mor, da hun kom hjem en times tid senere.
”Jeg har været hjemme hos oldemor. Vi gik en lille tur sammen og så fortalte hun mig om byen før i tiden, og om hvordan hun kæmpede sig frem i verden ved at læse jura” sagde jeg og smilte, mens jeg lå med en e-bog.
”Vil du ikke godt fortælle mig, hvor du går hen, så jeg ikke skal blive så bekymret?” spurgte hun mig.
”Jo, hvis du vil fortælle mig, hvad der er at blive bekymret over” sagde jeg og lod som om jeg kiggede ned i bogen, men jeg kunne ikke koncentrere mig om at læse.
”Alle forældre er vel lidt bekymrede for deres børn” sagde min mor.
”Var morfar?” spurgte jeg.
Min mor rystede på hovedet.
”Morfar var ung i 160’erne, og dengang var man ikke lige så opmærksom på sine børns færden” sagde

min mor.
”Hvorfor ikke?” spurgte jeg.
”Sådan var det bare” sagde mor, da telefonen ringede og hun gik ud fra mit værelse. Jeg undrede mig endnu engang over, hvor min oldemor var, og hvordan jeg skulle finde hende, i mellemtiden valgte jeg at lave en novelle om fortiden. Jeg skrev om, hvordan jeg forestillede mig verden var, og valgte at sende den ind til gymnasiet og skrive, at jeg havde tjent omkring 85.000 kroner, som jeg kunne betale for at starte, hvis de var villige til at give mig et stipendium på 65.000 kroner, og så havde jeg også lidt erfaring med computer science og hacking af servere. Jeg sendte min ansøgning afsted, før min mor kom tilbage på mit værelse.
”Louisa!” udbrød hun endelig.
”Gabrijelas mor har lige haft ringet … fordi hendes datter i historietimen sagde, at verden var bygget fascistisk op, for at få hele menneskeheden til at tro, at nutiden ikke er kommunistisk styret, og at verden førhen var fri, hvor alle kunne rejse lige derhen de ville, klæde

sig vulgært og tilbede Guder i offentligheden! Da læreren spurgte, hvorfor hun dog troede dét, svarede Gabrijela, at DU havde fortalt hende det. Og at man ikke absolut skulle være rig, for at få en uddannelse!” udbrød min mor opgivende og rasende.
”Hvor har du fået det vrøvl fra?” udbrød min mor irriteret!
”Det sagde oldemor!” udbrød jeg meget forskrækket.
”Oldemor har skizofreni, Louisa! Hun ved ikke, hvad der er rigtigt og forkert … og hun tror at hele verden er skruet sammen om hende, og at hun ved alting, men i virkeligheden er hun syg” sagde mor og sukkede dybt. Og pludselig slog det mig, at mændene der tog oldemor med, sikkert var politiet eller nogle ambulance reddere der var blevet tippet om, at hendes sygdom var brudt ud igen.
”Jeg tror at oldemor er blevet indlagt på
psykiatrisk sygehus…” sagde jeg meget undskyldende i skam over at jeg troede, at alt hvad hun fortalte mig var

sandt.

”Hvorfor tror du det?” spurgte mor.
”Jeg så to mænd i jakkesæt der slæbte hende med

hen til togstationen” svarede jeg ydmygt. Men mor reagerede fuldstændig panisk.
”Jeg skal lige ordne noget, vil du passe butikken i et par timer?” spurgte min mor og tog sin jakke på.
”Hvis du skal besøge oldemor på psykisk sygehus, så vil jeg gerne med” sagde jeg og undskyldte.

Der var næsten ingen kunder i butikken, så jeg kunne passende læse min ansøgning til gymnasiet igennem, og jo længere inde i ansøgningen jeg kom, jo mere og mere krøb jeg tæer over mig selv. Over at have troet, at min oldemor kendte til en fortid så anderledes end nu. Det var også helt absurd! Selvfølgelig var det opdigtning!
”Loui!” råbte en velkendt stemme. Det var Maya, og ved siden af hende stod hendes mor med en steg, en pose kartofler, nogle rodfrugter og en tube sovs.
”Hej Maya” udbrød jeg muntert. Det var dejligt

at se hende igen, for jeg havde ikke set hende længe. Hun gik allerede på 2. år i gymnasiet, og lektierne tog virkelig til efter 1. år.
”Mor, må Louisa spise hos os i dag?” spurgte Maya smilende.
”Jeg er fanget her i to timer, til min mor kommer tilbage” sagde jeg undskyldende og takkede for tilbuddet om den lækre aftensmad, og så inviterede Maya mig på aftenkaffe og kage i stedet.

”Min oldemor bor her lige fortiden, fordi min oldefar næsten lige er gået bort, så hun har boet hos os i cirka to uger” sagde Maya, da hun lukkede mig indenfor i entréen.
”Hvor gammel er hun?” spurgte jeg.
”Lige blevet 99 år” svarede Maya og hang min jakke op i skabet.
Jeg hilste pænt på Maya’s oldemor, der så meget ældre ud end min.
”Hvad var dit første arbejde?” spurgte jeg meget

kærligt.
”I år 2032, da jeg var en lille 13-årig pige, var jeg servitrice på en café, men mine forældre havde rigtig mange penge, så jeg havde kun jobbet i et halvt år” svarede Mayas bedstemor kærligt.
”Hvordan var det i år 2032? Min morfar blev først født i år 2043” sagde jeg og var meget nysgerrig.
”2032 var kun to år efter krigens endeligt og efter Danmarks underlæggelse af Amerika, så for en ung pige på 13 år, skete der rigtig mange samfundsmæssige ændringer. For eksempel var det ikke længere tilladt at få børn, da der var stor befolknings udvælgelse og det primært kun var rige, der selv kunne sørge for mad til sine børn, der blev godkendt, og i Danmark stoppede man med at indkræve skat, man skulle dog stadigvæk betale for vejene, sygehusene, plejehjemmene og betale et beløb til offentlige skoler for de fattige børn. Men man kunne for eksempel ikke tage en gratis uddannelse længere. Og dét var Danmarks regering ellers rimelig tilfreds med” sagde Maya’s oldemor.

”Hvordan var det så førhen?” spurgte jeg meget undrende.
”Jeg ved ikke ret meget, fordi det ikke er lovligt at tale om offentligt, men der er ikke stats aflytning inde hos mellemklassen eller rige, så det er ikke så vanskeligt lige nu” sagde Maya’s oldemor, da Maya kom gående med en lækker snasket chokoladekage.
Jeg ville gerne spørge hende om mere. Kunne hun huske NATO og FN? Hvornår blev det gjort ulovligt at tale offentligt? Hvem aflytter? Hvorfor aflytter de? Hvad har de at skjule? Hvad skete der, hvis man opdagede det og talte om det? Hvad var dét egentlig? Hun måtte vel have været 15 år gammel da USA overtog resten af verden, så noget måtte hun vel kunne huske?
”Jeg kan se, at du er heksehviskeren” sagde Maya’s mor, da hendes mormor gik ud og tog nogle spiseskeer til kagen.
”Vi snakkede lidt sammen om hendes fortid” sagde jeg og smilte.
”Det er okay, Louisa, men vær forsigtig og pas

på. Det er et farligt emne” sagde hun til mig, og klemte min skulder.
”Hvad kan der ske?” spurgte jeg.
”Dét er der ingen der har kunne fortælle. Alle der prøvede, forsvandt på mystisk vis” sagde Maya’s mor og prøvede at smile til mig.
Jeg lå søvnløs næsten hele natten og tænkte på aflytning og regeringen.

”Goddag, er du Louisa?” spurgte en mand, da jeg stod og satte varer op på hylderne.
”Ja? …” spurgte jeg lidt tøvende, fordi jeg ikke kendte ham.
”Kan jeg hjælpe med noget?” spurgte jeg smilende og rettede på min arbejdstrøje.
”Jeg tror spørgsmålet er, hvad jeg kan hjælpe dig med! Louisa … vi vil gerne tilbyde dig et stipendium” sagde han og gav mig et brev.
Jeg stirrede på ham med kæmpestore øjne.
”Undskyld … jeg er lykkelig! Men er du sikker

på, at du taler med den rette?” spurgte jeg med håb i stemmen, men forvirring. Hvordan kunne det være mig? Med den elendige ansøgning!
”Flere af vores lektorer ser stort potentiale i dig” sagde han og smilede, og insisteret på, at jeg tog imod brevet. Den var god nok! De havde valgt mig! Min mor kom over til os og spurgte, hvad der skete, og om hun kunne hjælpe med noget, da det gik op for hende, at jeg endelig kunne komme på gymnasiet!
”Har I tid? Så kan vi snakke om nogle af reglerne på gymnasiet” sagde han. Men vores hjem var en losseplads, så vi valgte at gå ud i mødelokalet i butikken. Min største drøm var opfyldt, og for første gang i to måneder, kom min far hjem fra syderiet, og han havde taget noget ekstravagant salt med hjem som en lille gave, og han havde købt økologiske æg fra Gabrijelas far, så vi kunne få nogle lækre æggemadder med frisk rugbrød, æg og salt til aftensmad, og vi fejrede det med chokolademousse til dessert, som min mor lavede af chokolade, fløde og cremefraiche fra butikken, der

næsten var ved at nå sidste holdbarhedsdato.
”Hvordan går det med at undervise Gabrijela?” spurgte min far nysgerrigt. Han var altid så engageret i mine jobs.
”Jeg er lige blevet fyret, fordi jeg kom til at lave samfundsfag med hende, i stedet for historie. Jeg synes bare det var vigtigt at nævne hvordan samfundets struktur havde ændret sig, for at kunne forstå historien” sagde jeg og trak på skuldrene. Men min far så bestemt ikke ligeglad eller fornøjet ud.
”Nu skal du jo begynde på gymnasiet Loui, og det er virkelig vigtigt at huske på, at man ikke skal snakke om noget, der ikke er relevant” sagde far bekymret for mig. Jeg valgte at gå tidligt i seng, for at kunne ligge og læse min ansøgning igen, men faldt i søvn med den i hånden.
”Godmorgen” sagde jeg kærligt, da min mor sad på kanten af min seng og kiggede på mig. Jeg satte mig undrende op, men kom pludselig i tanke om, at det var min første skoledag!

”Hvad er det her?” spurgte min mor, der sad med min ansøgning. Jeg forklarede hende, at dét var grunden til, at jeg havde fået tilbudt et stipendium, og at hun ikke skulle bekymre sig om mig, det var godt nok oldemors ord jeg havde skrevet ned, men nu når oldemor var psykisk syg, og at det ikke var virkelighed, så kunne jeg jo forklare mig. Min mor så absolut ikke lettet ud. Tværtimod.
Jeg lagde min gamle computer ned i min fars gamle
skoletaske. Vi havde ikke andet, men jeg håbede bare på, at mine nye medstuderende ikke var bebrejdende!

Jeg gik hen til mit nye gymnasium klokken kvart i otte, vejret var dejligt og lunt. Der var solskinsvejr, seksogtyve grader varmt og en meget let brise i ny og næ. En dejlig sensommerdag.
”Du må være den nye pige, jeg hedder Cathrine!” sagde blondinen foran mig. Hun var smuk. Næsten lige så smuk som Maya. Jeg gav hende hånden og præsenterede mig selv.

”Hvorfor starter du først nu?” spurgte hun nysgerrigt, men jeg huskede på dét far sagde med, at jeg ikke måtte snakke om noget irrelevant i offentligheden.
”Jeg ved det ikke” svarede jeg med et skævt smil og et skuldertræk, jeg vidste det udmærket – jeg havde ganske enkelt ikke råd, men jeg turde ikke fortælle den smukke pige dét, for hendes forældre var garanteret lige så velhavende som Maya’s forældre. Jeg kom til at tænke på krigstiden i folkeskolen, og hvordan alle de andre elever helt upåvirkede af hinanden, bare dømte og hadede hinanden! Hvordan man blev holdt udenfor, hvis man var den mindste smule anderledes.
Allerede før vi gik gennem døren, stod der nogle 4. årselever og skrålede; ”alle dem der hader putter klapper nu”, hvorefter de stod og klappede deres håndflader ildrøde! Danmarksmesterskab i klap. Jeg havde brug for at komme væk fra de dømmende mennesker, væk fra kaosset.
”TYGGEGUMMI,” sagde en fyr med en ternet skjorte og stramme bukser, der holdt en skraldespand

under hagen på én 4. års elev.
”Må man ikke tygge tyggegummi her på skolen?” spurgte jeg Cathrine, da fyren gik videre.
”Rasmus er ordensduks … selvvalgt! Men han sladrer altid til skoleledelsen om de mindste ting, så han er nærmest ligesom en sherif i de gamle film!” grinte hun. Men vi havde ikke et fjernsyn derhjemme, så jeg plejede ikke at se film, medmindre jeg var hjemme hos Maya. Jeg havde aldrig set sheriffer i film, for Maya og jeg så for det meste kærlighedsfilm… mand elsker kvinde, men han har en anden kvinde, kvinde elsker også mand, mand slår op med kvinde for at finde sammen med den kvinde han elsker, men i mellemtiden finder hun en anden, men mand og kvinder ender sammen, oftest i et regnvejr kun iført t-shirts, ellers syngende og dybt romantisk ved en balkon. Men Cathrine og jeg gik og snakkede lidt sammen.
”Kom, der er spisepause, du må gerne sidde ved vores bord” sagde Cathrine og førte an.
”Tak, men jeg vil gerne lige ned i min klasse”

sagde jeg og smilede stort. I klassen føltes det som om, at alle de andre kiggede på mig, som om jeg var fra en anden galakse, et ukendt væsen. Det føltes som om, at de allerede hadede mig.
Et minde om min folkeskoletid dukkede atter op. De andre elever kunne se på mig, at jeg havde færre penge end dem. Man skulle ikke tro, at børn ville hade et andet menneske for dets forældre – men det fandtes.
Jeg satte mig over på min plads, helt nede bagerst i klassen, hvilket egentlig passede mig helt fint, men dét var mere eller mindre indikatoren for klassens hierarki. På bagerste række sad alle de sløsede elever, der altid fik 02 i afleveringer, og aldrig rakte hånden op i timerne, og dem som de intelligente hoveder på de forreste rækker rullede øjne af at skulle være i grupper med. Cathrine havde kort fortalt mig, at der var friere tøjler til selv at vælge sin gruppe på gymnasiet, fordi lærerne vidste, at vi selv ville lave grupperingerne. I mit tilfælde ville det bare sige folkeskolen om igen, hvor man blev valgt til sidst i gymnastik, fordi man ikke spillede elitefodbold,

var en dygtig springgymnast, kunne få en metalkop for at ride på en hest, eller kunne løbe fem runder omkring fodboldbanen, uden at blive forpustet. Jeg sad desuden mellem den snæversynede pige der ikke kunne fordrage nye mennesker, og hipsteren der havde rodet flot hår, købte tøj i vintage, elskede hash – men ikke smøger og var tyk som lille, men som nu kunne få fisse af alle, selvom han ikke gad. De snakkede så godt sammen, at de ikke lod mig være en del af samtalen, desuden sad pigen ved siden af sin bedste veninde, tryghedsnarkomanen der elskede sin familie og altid postede søde billeder af sine venner og sine hunde, men som var svært ubegavet.
Dagen forløb egentlig ganske hurtigt og smertefrit, jeg havde ikke fået nogle venner og jeg overvejede at droppe ud, men dét ville jeg ikke! Jeg havde fået computer instruktioner til alverdens programmer og netsider, var blevet fotograferet til skolens hjemmeside, samt fået fyldt tasken op med en hel bunke tunge bøger.
På vej hjem fra skole, kom Cathrine cyklende på siden af mig.

”Er din kæde hoppet af?” spurgte hun med et kejtet smil.
”Jep…” sagde jeg og prøvede at holde tårerne tilbage. Min morfars elskede cykel var nærmest gået i stykker. Min mor ville slå mig ihjel.
”Lad mig hjælpe dig!” sagde hun og steg ned ad cyklen. Jeg kiggede underligt på hende, hvortil hun forklarede mig, at hun havde to brødre der kørte mountainbike i skaterskuret og at de havde lært hende at reparere cykler. Hun grinte da hun sagde til mig, at kæder var et mindre indgreb.
”Cathrine?” spurgte jeg lidt underligt, da jeg kom til at tænke på fortiden igen!
”Ja? …” tøvede hun.
”Har du nogensinde undret dig over fortiden?” spurgte jeg.
Hun kiggede lidt mystisk og lusket rundt, og bad mig om
at cykle med hende. Hun førte mig ind i en baggård. ”Ryger du?” spurgte hun og hev en cigaret frem.
Jeg rystede på hovedet.

”Det er den eneste grund til, at jeg stadigvæk kan følge med i skolen” sagde hun og forklarede mig, hvor afslappet hun blev af en god pind i en verden fuld af pres, stress og krav.
”Hmm…” sagde jeg og undrede mig over, hvorfor hun havde ført mig ind i en baggård.
”Vil du med op til mig?” spurgte hun og pegede opad en stige. Jeg var pludselig endnu mere forvirret.
”Bor du HER?” spurgte jeg forvirret.
”Jep …” sagde hun meget ydmygt, men begyndte så at klatre op. Jeg fulgte bare trop.
”Her kan ingen høre os! Jeg har lydisoleret det og kører på et anti sporings program” sagde hun med et kæmpestort smil. Men jeg var endnu mere undrende end før. Da hun tændte et lys og der stod skærme overalt.
”Du er hacker!” sagde jeg forbløffet!
”Jep … ligesom dig! Det var MIG der sagde til skoleledelsen, at jeg godt kunne bruge dig på skolen. Vi er et anti-totalitært gymnasium. Det var da derfor jeg kendte dig på forhånd” sagde hun og smilte.

”Ved DU hvordan verden hænger sammen?” spurgte jeg med håb i stemmen.
”Jeg håbede lidt på at DU havde fundet ud af dét
– men vi gør det sammen! Vi er mestrene til hacking” sagde Cathrine og lavede en spøg ud af det. Hun trak en stikkontakt ud af væggen, og satte en stor computer til. Jeg var fascineret.
”Dét er så langt jeg er kommet” sagde hun og viste mig fem gigantiske skærme med resultater. Jeg var dybt forbløffet!
”Bip … bip … biiip” sagde min mobil nede fra lommen.
”Dét er min mor …” mumlede jeg irriteret.
”Du kan komme på besøg igen i morgen, hvis du vil! Det er din første dag … din mor skal høre om den” sagde Cathrine og smilte, men noget i hendes øjne fortalte mig, at hun ikke var helt glad.
”Hvad er der galt?” spurgte jeg sårbart.
”Min mor blev hentet to uger før jeg blev optaget på gymnasiet… i vores gamle hjem havde vi ikke sikret mod regeringen” sagde hun dystert og kiggede væk fra mig.
”Det er jeg ked …” sagde jeg, da hun afbrød mig. ”Du må ikke drøfte det her med nogen, Louisa!
Det er dybt fortroligt, og hvis du alligevel snakker om
det uden for de hellige steder, så kan du risikere at blive hentet, eller endnu værre, at dem du elsker bliver hentet” sagde hun og kiggede mig dybt i øjnene.
”Jeg lover at holde det hemmeligt!” sagde jeg. ”Hver gang vi skal snakke om det her, så sørg for,
at du lige spørger om vi kan snakke! Vi kan gøre det i IT på skolen, eller tage hjem til mig” sagde hun og smilede. ”Bip … bip … biiip” brummede min mobil.
”Afsted” sagde hun og smilede.
Jeg gav hende et meget kejtet kram, og skyndte mig at kravle ned ad trappen, og tage min morfars cykel.
Jeg kørte forbi skaterskuret som Cathrine havde nævnt,
og det så virkelig vildt og ungdommeligt ud, og en dreng smilede til mig fra jeg kørte forbi, til jeg var væk igen.
”Hvor har du været?” spurgte min mor bekymret,da jeg endelig kom op ad trappen til lejligheden. Hun tog endda imod mig på trappen.
”I skole” sagde jeg med et flabet smil. Så min mor ikke kunne andet end kramme mig.
”Du ser helt fornyet ud” sagde hun meget
lykkeligt.
”Jeg føler mig også rigtig … glad” sagde jeg og trak på skuldrene.
”Tag et bad, og så er der kartoffelsuppe bagefter”
sagde hun med et stort smil og førte mig indenfor.
”Er far taget tilbage på arbejdet?” spurgte jeg en lille smule skuffet over tanken om, at han ikke ville være hjemme, når hans datter lige var startet i skole, som hun havde tjent penge til ved at knokle røven ud af bukserne i flere år!
”Nej skat, han ligger og sover” sagde hun meget kærligt! Heldigvis var min far hjemme!
Jeg tog et langt, dejligt brusebad og glædet mig rigtig
meget til, at vi alle tre kunne hygge os sammen, fordi det var længe siden vi havde haft en hyggelig familieaften.

”Tror du at hun taler over sig og bliver taget med?” spurgte min mor, dét kunne jeg høre gennem væggen ud til køkkenet, mens jeg stod og tørrede mig. Jeg huskede på dét Cathrine havde fortalt mig, og smækkede døren op, så den ramte den modsatte væg.
”LOUISA!” udbrød min far forskrækket.
”Vil I ikke godt være søde at lade være med at snakke om sådan noget?” udbrød jeg arrigt. Min far nikkede forskrækket til mig, og min mor slukkede for blusset, og satte suppen over på bordet. Jeg sad og hang lidt over den, og spekulerede på alting med fortiden og hvad vi dog skulle bruge det til, og om jeg ville blive taget af regeringen, og hvor oldemor var henne!
”Er der noget galt, skat?” spurgte min mor og samlede tallerkner sammen.
”Jeg er lidt træt, mor. Det er hårdt at starte op igen!” sagde jeg og smilede kærligt til hende.
”Gå bare ind på dit værelse og lav lektier, skat. Jeg tager afsted i aften, de behøver mig på syderiet, de er underbemandet derude, og de kan godt mærke det” sagd min far meget undskyldende. Han vidste at jeg elskede når han var hjemme fra sit arbejde, men jeg ønskede egentlig gerne at han tog afsted, så kunne min mor og far ikke snakke over sig!

”Godmorgen Loui” sagde Cathrine der kom snigende sig ind på mig bagfra. Jeg kunne knap nok snakke til hende, fordi jeg var så forpustet efter at have løbet hele vejen, fordi min mor forbød mig at køre på min morfars cykel mere – men hun ville gå ned til vintage-butikken og spørge dem, om de ville donere en cykel, i bytte for noget mad fra butikken.
”Godmorgen” stammede jeg pustende ud af munden.
”Vil du med til fest i morgen?” spurgte hun og nærmest dansede op ad gangen, så jeg måtte halvløbe for at kunne følge med.
Jeg standsede op!
”Jeg er ikke rigtigt … festtypen …” sagde jeg og
tøvede.

”Kom nuuuu” sagde hun med bævrende mund og store øjne.
”Okay …” sukkede jeg irriteret, men kunne ikke lade være med at smile! Jeg vidste bare hvordan det ville ende! I folkeskolen var jeg altid den socialt akavede pige, der bare ikke fungerede til fester! Jeg var altid den absolut eneste der ikke havde holdt forfest eller gjort sig klar med nogle, og den eneste der ikke havde nogen venner at drikke med. Jeg fortrød altid, at jeg deltog, men jeg prøvede nok at bilde mig selv ind, at de ville bemærke hvis jeg ikke var der. Så mens de andre festede og hyggede sig, sad jeg på stole, hvor ingen fulde drenge hev mig op, og ingen fra min årgang snakkede til mig. Engang imellem gik jeg lidt rundt for at se, om jeg virkelig var SÅ usynlig, men det føltes som om, at alle bare dansede og drak i en bue omkring mig, som om vores kræfter blev frastødt. Jeg overvejede at være med i nogle af druk legene, men når jeg nærmede mig de andre, fik jeg enten ondskabsfulde blikke, eller blev ignoreret. Og jeg plejede altid kun at blive der et partimer, fordi jeg følte mig uvelkommen!
”YAY!” udbrød hun og hoppede af glæde.
”Kom med, du har fritime” sagde Cathrine og smilede.
”Stalker du mig?” spurgte jeg nysgerrigt, men
Cathrine nærmest løb fra mig.

Hun låste en dør op med sit fingerprint og øje, og vi kom ind i et ufatteligt rum, med skærme, projektorer og alverdens andet udstyr!
”Det her er IT” sagde hun muntert. ”Utroligt” måbede jeg.
”Du Cathrine? Hvad sker der egentlig, hvis man
gør noget kriminelt?” spurgte jeg og kiggede rundt på de mange skærme.
”Hvis man er meget kriminel, hedder det dødsstraf, lidt mildere – og så ryger man i straf uden regler, er man så lidt mildere igen, kan man være heldig at blive sendt til en fængsels lejr, og ved de mennesker der går op imod regeringen… ingen ved det! Med det er A.I der reagerer domstolene, ud fra adskillige barometre og så vurderer de hvor hård ens straf skal være. Hvis man smider skrald på gaderne, bliver man typisk erklæret statstjeneste” svarede hun.
Jeg kiggede videre, mens Cathrine og jeg snakkede om nært og fjernt, da skoleklokken ringet.
”Vi skal til time” sagde hun og slukkede for udstyret.
”Kom ned og spis med mine venner og jeg i
pausen! Så kan du møde dem” sagde hun med et stort smil. Jeg nikkede og gik op imod mit lokale. Vi havde undervisning om kunstig intelligens og hvordan det kunne operere ukorrekt. Hvor vi i grupper á to skulle undersøge og forberede en fremlæggelse.
”Alberte og Louisa, I er en gruppe” sagde læreren. Men Alberte havde tydeligvis en meget klar holdning om mig!
”Hvad mener du om kunstig intelligens?” spurgte jeg med et skævt smil.
”Jeg synes hele verden burde være præget af enekunstig intelligens” sagde hun og tyggede tyggegummi op i fjæset på mig, så jeg kunne mærke hendes spyt i mit ansigt. Hvor var Rasmus henne når man manglede ham?
”Jeg synes kunstig intelligens er genialt på mange områder, men også farligt på andre områder. Ville du ikke føle det meget … vanskeligt … hvis hele verden var styret af robotter? Selvom det aldrig vil ske, for robotter er dyrere at producere end mennesker, og sværere at komme af med igen” sagde jeg og trak på skuldrene, men dét gjorde hende åbenbart meget arrig!
”Så DU synes bare at mennesker er affald?” spurgte hun.
”Nej. Men sådan behandler regeringen os. Det
ville være værre med kunstig intelligens, så ville menneskeheden blive udryddet” svarede jeg og trak hårdt på skuldrene.

Efter en lang dag kunne jeg endelig komme hjem igen. Jeg havde både været i skole til klokken fire, besøgt Cathrine og snakket med Cathrines veninder, Emilie og Julia. Det var hårdt pludselig at have andet i sit liv, end arbejde, at passe en butik, gøre rent, læse lidt historier fra biblioteket og læse lektier med børn, eller tilbringe tid med ældre! Det var meget hårdere at være i gang med et studie!
På vej hjem fra skole, cyklede jeg endnu engang forbi skaterskuret, men denne gang kom drengen udenfor.
”Hej” sagde han og smilede kærligt. Men jeg smilte bare tilbage. Jeg vidste ikke rigtigt hvad man ellers skulle gøre. Jeg var ikke vant til at snakke med drenge!
”Jeg har aldrig set dig før” sagde han og forsøgte hele tiden at få øjenkontakt med mig.
”Jeg er lige startet på gymnasiet” sagde jeg.
”Jeg har en søster der går dér!” sagde han med et smil, og hoppede op på sin cykel igen.
”Hvor bor du henne?” spurgte jeg ham.
”Vesterreden, to gader herfra, på femte sal” sagde han og fortalte mig, at han blev færdig med gymnasiet sidste år og lige var startet på universitetet hvor han var i gang med første led til at blive hjerneforsker, og at han boede sammen med en ven.
”Vi skal altså begynde at lave aftaler om, hvornår du kommer hjem!” sagde min mor frustreret, da jeg kom ind ad døren og maden var ved at blive kold. Hun havde bagt boller og genopvarmet suppen til os.
”Du har fødselsdag om to uger, Louisa, hvad vil du gerne lave på din fødselsdag? Jeg har tjekket sparekassen, og der er 400 kroner” sagde hun.
”Dem skal vi spare op, mor. Jeg bliver bare 19 år, ikke noget særligt!” sagde jeg og tigget om at komme til fest dagen efter med en veninde fra skolen, ved navn Cathrine.
”Jeg vil gerne møde hende Cathrine først” sagde
hun.
”Cathrine har ikke en mor længere. Hun bor
sammen med sin far og sine brødre” sagde jeg og undskyldte for, at jeg ikke havde synderligt lyst til at præsentere min nye veninde for min mor, i hvert fald ikke endnu. Cathrine var en lidt anderledes pige, end de fleste andre fra blandt andet min klasse. Hun havde blond naturligt hår der tit filtrede, hun var meget nørdet, havde store runde briller, spiste skraldemad, købte tøj i genbrug, stjal fra butikker, gik tit i delvist vulgært tøj og var meget økologi og natur bevidst oveni at hun altså var en top professionel hacker. Desuden havde hendes far plante certifikat og dyrkede sin egen cannabis derhjemme, som hans kone lavede om til sæbe, medicin og andre brugsvarer, som de solgte på det illegale marked for at få råd til en lille lejlighed. Men jeg fik heldigvis endelig overbevist min mor om at lade mig tage med til fest!
”Snakker du aldrig med Maya mere?” spurgte hun til sidst, men jeg valgte at gå i seng, så jeg kunne være klar til torsdagens fest med Cathrine, Emilie og Julia!

”Det bliver såååå viiiiildt” udbrød en halv bedugget Cathrine, med den tredje genstand i hånden. Hun grinte og dansede rundt i den lårkorte, tætsiddende kjole med blondeærmer. Hendes krop var så lækker, med de smukkeste former, det lange lyse hår og selvsikkerheden strålede ud af hende som forårssolen! Hvem var dog ikke misundelig på Cathrine Smith? Pigen med de lækreste stænger og en perfekt personlighed! Jeg var selv en helt enormt akavet person, der på sådan en torsdag aften plejede at sidde derhjemme i mine forældres seng med en bog, mens min mor plejede at drikke hjemmelavet te og læse nyheder.
Det kom bag på mig, at Cathrine havde kunnet overtale mig til at tage med i byen! Men også Emily Miller var en entusiastisk og meget vedholdende pige – så da jeg begyndte at tøve, pressede hun endnu mere på.
”Lyt til Emilie” sagde Cathrine. Og så endte jeg i mine jeans, med en sort top og fuld krigsmaling, som Julia lagde på mig!
Hele gåturen over til baren fra Emilies hus var så angstprovokerende, at mit hjerte slog tusind kolbøtter og min puls slog på højeste tryk. Jeg havde kun drukket én genstand, så det kunne umuligt være min promille der bad mig om at vende om og gå hjem i seng?
”Er du okay, Loui?” spurgte Julia med et stort smil, aede min arm for at prøve at berolige mig og pointerede hvor godt jeg så ud med makeup på, hendes makeup!
Derinde var der en stor bar midt i det hele med uendeligt mange genstande og glas, og der stod to mænd og én kvinde som serverede fadøl og drinks. Der var halvhøj musik, folk dansede rundt og ind i et stort åbent rum bag baren, men jeg fik hurtigt øje på en brun lædersofa afsides fra de andre siddepladser, hvor jeg kunne sidde og observere, hvad der skete! Julia og Emilie dansede allerede rundt hånd i hånd, og skrålede med på tonerne i de brag der dunkede under fødderne på mig. Der stank fælt af øl, som lugtede af gær med spiritus i, og en smule mavesyre. Cathrine gik med mig hen i sofaen, hun sagde at jeg bare kunne sige til, hvis jeg ville hjem, men jeg følte mig allerede elendig – for jeg overvejede allerede at ringe efter min mor!
Den ene fyr efter den anden kom over og bød mig op til dans.
”Sådan en smuk, ung kvinde skal da ikke bare
sidde hér, vil du danse?” spurgte de, men jeg var egentlig ikke interesseret i at danse, på trods af de kurser jeg havde fået af Cathrine og Emilie hele aftenen, mens de dansede rundt på Emilies værelse med alkohol, mens Julia havde æren af at sminke os alle. Jeg havde allermest lyst til at sidde og være usynlig!
”Ellers tak” blev mit sædvanlige svar, hver gang jeg så en fyr komme hen imod mig! Dét blev et mekanisk svar, der kørte på autopilot, men pludselig satte en fyr sig i sofaen. Han var køn med sit mørke hår, de brune øjne og den tiltalende krop, iført en skjorte.
”Det her er så overvurderet” brokkede han sig måbende. Jeg var rystet. Han havde en skummel, men tiltalende virkning på mig, som om, at han kunne kigge lige ind i mig – men hvad tænkte jeg på? Selvfølgelig kunne han ikke dét, for så ville han ringe til regeringen!
”Ja …” sukkede jeg ham lavt og stille. Han kiggede så indgående på mig at det føltes som om, at tiden stod stille, og alting frøs, hvor hans blik hev mig ind i en verden, med fortielse, pinsler og fortrolighed. Han var så hemmelighedsfuld, men han kiggede ind i min sjæl – og mig i hans, med en port på klem. Det føltes som om, at hele verden blev blæst væk, som en tornado. En tyfon, en cyklon, en orkan. Han gav mig et voldsomt uvejr, en indre uro, som om at han prikkede til hvert et center i min bevidsthed, i mit sind. Han var skræmmende, tiltrækkende, lige forunderlig hver gang han kiggede mig i øjnene.
Vores samtale var kortfattet og han fortalte, at han arbejdede på et kontor, men resten holdte han hemmeligt. Han skabte en indre frustration og irritation i mig, som jeg ikke vidste, at jeg havde.
”Loui!” råbte Cathrine, Emilie og Julia, der kom løbende i min retning, på deres høje stiletter. Ufatteligt at de kunne holde balancen på dem! Og hvorfor kom de nu? Var de misundelige over at jeg snakkede med en dreng, eller ville de bare blande sig? Ville de tjekke, om det nu også var en dreng? Fordi det var så indbildsk at en fyr ville snakke med mig?
”Hvad hedder du?” spurgte Emilie sødt og fniste let til sine to bedste veninder. Jeg følte mig faktisk lidt til grin, at de blandede sig sådan, når en fyr snakkede til mig! De trængte sig på. Det var respektløst! Men de havde fortjent ham.
”Sebastian Castillo” sagde han og gav dem alle tre hånd, de fniste endnu engang til hinanden. Jeg følte mig dårligt tilpas. Havde de kun taget mig med for at gøre nar af mig, når jeg endelig fik fat på en fyr?
”Hej Sebastian, Loui er altså virkelig den sødeste pige, jeg synes du bør tage hende med hjem, I ville være et godt par – og, hun trænger … ” sagde Cathrine og blinkede. Derefter smilte hun kærligt til mig. Hun mente det ikke ondt, men det føltes alligevel ubehageligt, at de skulle stå og snakke sådan til ham! Jeg blev meget forlegen.
”Ja, Sebastian, hvad siger du?” spurgte Emilie og storsmilede, hun var som altid meget vedholdende og insisterede på, at ham og jeg skulle have et one night stand. Jeg var faktisk lidt nysgerrig på det, for jeg havde aldrig haft et one night stand før, jeg havde aldrig haft noget med nogle før. Jeg var også nervøs, hvis det skulle være nu?
”Jeg vil ikke have et one night stand med jeres veninde” sagde han lidt skeptisk og afvisende. Jeg følte mig dum. Dér sad jeg ved siden af ham, følte at vi havde en enormt god kemi, og så ville han mig egentlig ikke? Jeg var rasende! Men faktisk mere skuffet, og en tåre forsøgte at bryde ud, så jeg skyndte mig væk fra ham og ud på toilettet, hvor jeg kunne mærke, at Emilie og Julia fulgte efter mig.
”Det er vi kede af …” sagde Julia, der ellers
havde været tavs under hele forløbet.
”Det var ikke jeres skyld … I reddede mig faktisk for en endnu større ydmygelse, hvis jeg forventede, at han ville have mig med hjem!” sagde jeg begyndte at tude, men Julia fjernede selvfølgelig tåren med lynets hast … hendes makeup skulle jo nødigt gå i stykker! Endelig kom Cathrine.

”Jeg har fortalt ham, hvor stor en idiot han er” sagde den altid perfekte Cathrine Smith og smilede til mig. Jeg kunne ikke lade være med at føle mig veltilpas, når disse tre piger beskyttede mig! Når jeg troede at de ville gøre mig til grin, men de var skønne!
”Kan vi tage hjem? Jeg har fået fest nok for i aften…” sagde jeg, med et forlegent smil, jeg skammede mig, men pigerne reagerede positivt, og heldigvis var pige toiletterne lige ved indgangen, så vi skulle ikke til at gå gennem hele forsamlingen, for at komme ud. En tøseaften hos Emilie var også meget bedre end en bar, med en fyr, som jeg ikke kunne holde op med at tænke på!
”Loui, fortæl os noget om dig selv!” sagde Julia
helt uskyldigt.
”Jeg er absolut ikke et interessant emne… “ sagde jeg og trak på skuldrene. Måske var jeg et spændende menneske, men jeg havde ikke lyst til, at de skulle vide for meget om mig.
Jeg blev hentet af min mor, som var stolt over, at jeg endelig havde været sammen med nogen i fritiden, som ikke var Maya. Jeg tror det var derfor, at hun gerne ville hente mig! Jeg kiggede på gadelamperne der lyste hver en lille sten op, der lå på vejen. Der var ikke vildt mørkt, så man kunne sagtens se uden lamper.
”Var det en god fest?” spurgte min mor lidt malplaceret, men interesseret. Jeg nød faktisk tavsheden og lyden fra cyklerne, jeg brugte den stilheden på at genoverveje Sebastian. Så det var fint nok, at mor afbrød mine tanker, der intet godt førte med sig!
”Den var okay … vi gik tidligt” sagde jeg med et lille smil. Jeg var udkørt og udmattet, jeg orkede ikke at snakke med hende og havde ikke noget interessant eller vigtigt at fortælle, selvom det var en hel sensation, at jeg endelig havde været sammen med nogle og til fest! Jeg afskyede det egentlig ikke, men det var langt hyggeligere at være hjemme hos Emilie, i rolige omgivelser, hvor man kunne snakke, fremfor alle de belastende fyre!

”Vi skal snakke” skrev Cathrine til mig klokken fem om morgenen, jeg anede slet ikke, at hun var en natteravn, men hun var sikkert helt rastløs når der ikke var almindelig skoledag.
”Der er kommet et brev til dig fra skolen” sagde min mor, da jeg endelig stod op fra mit skillevægs skjul, selvom jeg kunne høre hvert et lille slag hun lavede med gryderne. Det var umuligt at sove længe i sådan en lejlighed!
”Det er en skoleudflugt i morgen, for alle 1. og 2. års eleverne” sagde jeg lykkeligt, da jeg havde læst lidt af brevet.
”Hvornår?” spurgte mor.
”I morgen!” udbrød jeg målløst!
”Det bliver sikkert helt vildt hyggeligt” sagde min mor og smed rugbrød på min tallerken.
”Apropos hyggeligt. Må jeg gerne besøge Cathrine i et par timer i dag?” spurgte jeg, hvilket hun tøvede en lille smule ved, men jeg levede trods alt stadigvæk! Jeg havde ikke været til udpumpning og valgte endda at forlade byen. Hun havde absolut intet at bekymre sig over!
”Okay … dét må du gerne” sagde hun endelig, og jeg kunne gøre mig klar til at besøge Cathrine igen! Men til min store overraskelse, stod den lækre fyr pludselig oppe i Cathrines lejlighed.
”Kender I hinanden?” udbrød jeg meget overrasket, da jeg så ham deroppe.
”Vi er søskende” svarede han med et stort smil. ”Hvordan kan I være søskende …” sagde jeg
målløst, men mere til mig selv.
”Hvad skulle vi snakke om?” spurgte jeg, fordi Cathrine havde sendt mig en besked midt om natten!
”Prøv at se” sagde hun og viste mig nogle nye
opdagelser, mens hendes bror fra skaterskuret stod og gloede intenst på mig. Jeg prøvede at fokusere på Cathrines opdagelse, men fyren var intimiderende! Det hele handlede om, at Cathrine havde opdaget, at i mange sektorer havde regeringen faktisk besluttet at lave et totalitært styre, hvor de havde opdelt de rige i luksus kvarterer, de fattige i ghettoer og de mellem velhavende lidt mere for sig selv, for at få social arv til at spille så stor en rolle som muligt, og alle de absolut fattige havde arbejde på fabrikker, men de fik også uddelt hash og andre ting, som for eksempel cigaretter af regeringen for at man kunne have fabrikker og befolkningen i orden, så samfundet ikke ville gå i stå. Og der var statsskoler for alle de fattige, så længe deres forældre og de store børn over 18 år havde et arbejde. Regeringen var også delvist ligeglade med sygdomme og alderdom, men hvis de ikke kunne yde mere, så ville de blive henrettet.
”Det er jo slaveri!” udbrød jeg!
”Præcis … ” sagde hun og sukkede dybt.
”Må jeg invitere dig ud?” spurgte drengen og afbrød Cathrine og jeg. Jeg tænkte på Sebastian igen, men han havde afvist mig.
”Ja tak” sagde jeg kærligt og tilbød ham, at jeg kunne komme hjem til ham på Vesterreden.
”Det ligger på femte sal, og min sambo er formentlig hjemme … Jeg har lige fået en ny fra universitetet” sagde han og trak nervøst på skuldrene.

”Det er fint, jeg kommer på tirsdag efter skoletid, jeg skal på udflugt med skolen i dag” sagde jeg og gik ned ad trappestigen fra Cathrines lejlighed. Han smilte og lovede mig, at han ville ringe.

”Er du klar til en hyggelig tur?” spurgte min mor nysgerrigt, da jeg stirrede fortabt ud af vinduet.
”Klar er ikke det helt rette ord … ” tøvede jeg… jeg var spændt, bange og panisk. Klar var absolut ikke én af valgmulighederne!
Der var bagende solskin og vi skulle gå over fem kilometer ind i en skov med fuld oppakning, fra parkeringspladsen hvor bussen smed os af, bare for at opdage, at pladsen lå på den anden side af parkeringspladsen! Mange blev solbrændte, fordi der var alt for varmt til at have en jakke over skuldrene, mens andre blev så dårlige, at de besvimede, og selv de fine og snobbede piger, som Alberte, der absolut ikke var naturmennesker, måtte tisse i skoven! Aftensmaden var meget bedre end noget andet måltid vi nogensinde havde fået, og vandet der ikke havde været åbnet for i et par uger, som var lettere lunkent og opbevaret i en blå plastik tønde i bagende solskin, smagte af verdens reneste, ufiltrerede ferskvand fra Norges kilder. Vi havde fået vabler og i alle lejre lugtede der af sure tæer! Om aftenen begyndte vi at lave vores telte, nogen fik dem rejst på få minutter, mens andre måtte bruge deres sidste kræfter på at få sat teltstænger i og oprejst teltene med barduner, for ikke at nævne de kræfter man skulle bruge på at få bardunerne sat fast i jorden med pløkker, i en forvokset græsplæne. I én af lejrene havde de allerede lavet bordebænke sæt med rafter, hvor de begyndte at synge, mens der i min lejr bestående af fire telte, ikke engang var samarbejde nok til at løfte rafter, og slet ikke at få dem bundet sammen. Pigerne stod og skreg af hinanden, mens to drenge brokkede sig. Jeg stod bare og kiggede på, de havde nærmest opgivet mig, uden overhoved at bede om min hjælp!
Første aften havde vi bål, med varm kakao og skumfiduser med kiks. Julia og jeg satte os på et par rafter, hvor nogle af de andre kom hen. Vi snakkede og hyggede os rigtigt meget. Dét der skræmte mig mest var nok, at Alberte rent faktisk var rigtig sød?
Morgenmaden var elendig og jeg havde hjemve! Der var ikke nok morgenmad og folk skyndte sig så hurtigt op til maden, at der ikke var nok til de sidste i køen! Og desuden skulle vi på et skattejagts løb i øsepøsende regnvejr.
”Hvor bor du henne?” spurgte én 2. års elev.
”Nu må du ikke grine … men jeg bor i Fabriksparken…” sagde jeg i skam.
”Dér boede jeg i to år. Wilma var SÅ skøn!” sagde én af de andre i min lille patrulje.
”Hun bor der stadig!” sagde jeg og smilede og gav hende ret i, at Wilma var enormt herlig.
”Hvor længe har du boet der?” spurgte pigen der selv havde boet der.
”Kun i et par år. Min biologiske far døde for tre år siden, men mine forældre var i forvejen gået fra hinanden… og ham jeg kalder min far, er ham jeg er vokset op med. Jeg kendte knap nok min biologiske far! Men han havde et krav om, at vi skulle bo tæt på hinanden” sagde jeg.
”Hvordan var han?” spurgte de. Jeg lo ved tanken om de modbydelige ting, han havde gjort ved min mor og jeg! I netop dét sekund så jeg min mor, en ung kvinde på 40 år med brændemærker over hele kroppen, gråd opløste øjne, opblussede røde kinder, beskidte plamager over hele kroppen af størknet blod og blå mærker. Jeg tænkte på de efterfølgende mærker på min egen blege hud, efter min mor forlod mig, forlod mig med ham. Som truede med at dræbe hende og hendes børn, hvis han tog mig med, men han blev kørt på afvænning, og efterfølgende kom min mor tilbage, så han kunne få en dom med fængselsstraf.
”Mine forældre gik fra hinanden da jeg var 7 år. Min mor fortalte mig, at hun ikke turde før, men hun turde ikke at gå til regeringen, fordi hun ikke vidste, om dét ville gøre alting værre! Min biologiske far var meget voldelig!” sagde jeg i skam. Men de andre piger havde faktisk sympati for mig!
”Jeg havde aldrig været lykkeligere, end da jeg som 16-årig kunne slippe for ham” sagde jeg lettet og smilte! Og så fortalte de deres egne historier! Det var meget fascinerende at kunne snakke så godt og åbent med nogen! Dét havde Maya ikke engang fået af vide, hun troede, at min far var min biologiske far!
Søndag aften var der grillmad til alle lejre, som min gruppe havde lavet, og om aften fortalte vi hinanden uhyggelige historier. Alt i alt, var skovturen hyggelig, selvom alle blev forkølede og fik feber. Men lige før vi skulle hentes af tre busser, begyndte der at regne helt voldsomt, og jeg hørte et lavt skrig inde fra skoven.
”Vil du med til fest i aften?” skrev Cathrine i en besked til mig.
”Der er søndag…” skrev jeg forbavset!
”Og … kom nu. Det er en tradition at tage i byen aftenen før idrætsdag!” skrev hun. Idrætsdag? Mit værste mareridt fulgte mig til gymnasiet! Havde jeg betalt
85.000 kroner for at skulle have idræt?

”Ok” skrev jeg bare tilbage, og valgte at prøve at lukke mine øjne i bilen, som min mor havde lejet hos et udlejningsfirma. Hun kunne snøre sig ind hos de fleste, ved at tilbyde dem gratis varer.
”Julia tager ikke med. Hun har det ikke så godt efter udflugten I var på” skrev Cathrine bagefter!

Jeg drak fire genstande og kunne mærke hvordan mine bekymringer langsomt forsvandt, alle mine overvejelser. Egentlig var jeg ligeglad med Sebastian og hans meninger, jeg havde en date med Cathrines bror! Fire genstande, og gulvet snurrede lettere rundt, men jeg var glad og kunne forstå hvorfor Cathrine og Emilie altid hoppede rundt, når de havde fået noget at drikke! Emilie forsøgte at lægge min krigsmaling og Cathrine havde lånt mig en lækker kjole. Den var udfordrende og absolut ikke mig, men jeg så faktisk køn ud i den!
Jeg gik og skrålede hele vejen hen til baren, hvor Emilie grinte af mig og Cathrine skrålede med. Mit humør sang på det højeste vers!

Baren stod midt i lokalet med tre bartendere og var fyldt op med liv og glade mennesker, heriblandt mig. Jeg kiggede mig omkring, folk dansede, drak og købte nye drinks.
”Skal vi tage en drink?” råbte jeg så højt jeg kunne og kiggede bag mig, og der stod han, Sebastian Castillo…
”Gerne!” smilede han muntert. Men Cathrine stod bag ham og skulede til mig, hun var klar til at hive mig med sig, men jeg smilte uskyldigt til hende og hev fat i den nærmeste fyr, der så godt ud.
”Louisa, jeg vil forklare dig, hvorfor jeg ikke ville have dig med hjem…” sagde han med en bebrejdende stemme og pludselig blev jeg trukket tilbage til den sidste rædselsfulde fest! Jeg kyssede den flotte fyr, som jeg havde hevet fat i, og kiggede hånligt på Sebastian imens. Hvortil han så lidt mut ud.
”Se, hun er kommet videre!” sagde Cathrine hånligt, da hun så mit blik. Kysset føltes klamt, vådt og han stak konstant sin tunge ud! Det var alt for vådt,

voldsomt og ulækkert. Jeg skubbede ham roligt væk fra mig, han smilede og gik derefter op i baren.
”Legen er slut … Miles er homoseksuel!” grinte Sebastian fornøjet, hvortil Emilie og Cathrine skar grimasser af mig.
”Skal vi tage en drink?” spurgte han. Jeg kunne ikke slippe udenom, jeg blev nødt til at høre, hvad han havde at sige! Men jeg ville ikke have en drink med ham!
”Jeg vil dig rigtig gerne, men det er ikke dine
veninder der skal invitere mig … Men jeg vil gerne invitere dig på en date” sagde han venligt og smilede til mig, mens han betalte for en frisk drink i tropiske farver, og en rom med cola.
”Inviterer du mig ud?” spurgte jeg halv bedugget, jeg skvulpede frem og tilbage på gulvet, som isen i Sebastians rom og cola, og jeg kunne mærke bassen, der kørte op i gennem min krop.
”Ja!” sagde han og smilte. Jeg lavede et tegn og et smil til Cathrine, der havde overvåget os i ti minutter,

men hun lavede en grimasse og begyndte at danse med nogle drenge. Sebastian fortalte mig lidt om sig selv, fortalte hvor han gerne ville have mig med på date og lidt mere om sig selv, han kom fra en familie der ikke havde ret mange penge, men til gengæld massere af kærlighed, og Sebastian havde tre jobs! Han arbejdede på et kontor med at ordne arkiver, lave kaffe og gøre rent, men derudover var han opvasker og så tegnede han grafiske designs og layouts til websites.
Pludselig kom Cathrine løbende over imod mig, med åbne arme og fortalte, at vi blev nødt til at tage hjem, da Emilie havde fået for meget at drikke og lå på badeværelset og kastede op, og vagterne ville have os til at gå!
”Vi ses i morgen!” sagde Sebastian med et stort smil, da Cathrine slæbte mig med.
”Hvad?” hvinede hun hele vejen ud til toilettet,
hvor der allerede ude på gangen lugtede af Emilies mave. ”Jeg drikker aldrig igen!” sagde hun, da Cathrine
og jeg kom derud.

”Du har brækket dig udover alt, Emily!” udbrød Cathrine skamfuldt og kiggede undskyldende på vagterne, der stod med vrede øjne rettet på teenageren på gulvet.
”Vi tager hjem nu, smukke!” sagde jeg og holdt Emilies hår, der var tildækket af ildelugtende bræk.
”Ja tak…” sagde den opgivende vagt med et stort suk. Vi fik hende op at stå, men måtte holde fast i hende, for at komme ud til garderoben. Vi nåede kun lige at komme udenfor, før hendes mave vendte sig om på vrangen igen.
”Hvor meget har hun drukket?” spurgte jeg lidt bebrejdende og kiggede på Cathrine, der øjeblikkeligt rødmede.
”En flaske vodka, det var en udfordring til fem hundrede kroner, som hun brugte på mere sprut … ” sagde hun, og trak på skuldrene.
”Jeg ringer efter din mor, vi får dig aldrig hjem sådan her!” sagde jeg undskyldende, men Emilie var så dårlig, at hun ikke kunne protestere!

Gående hen ad vejen kom verdens sureste kvinde med morgenkåbe viklet omkring sig, to store rynker i panden, et par ternede bukser og lyserøde pornosokker. Hun gik direkte hen til Emilie, der lugtede fælt af opkast, og skubbede hårdt til hende! Hun græd, nok mest af alkohol og skam, men noget indeni mig skreg! Jeg så for mig, at en ung kvinde på omkring 35 år med blå mærker på hele kroppen, blev mishandlet.
”Din syge kælling!” råbte jeg brutalt og så højt, at
hele byen burde have hørt os! Jeg skammede mig over min adfærd, men den form for opførsel gik lige ind i min sjæl. I dét sekund så jeg min mor igen. Jeg kiggede vredt ind i øjnene på den hidsige moder, til søde Emilie, der kiggede forskrækket på mig, ligesom alle andre, og med ét vendte jeg mig om, for at gå, men der stod Sebastian, måbende. Jeg var ikke længere vred, jeg skammede mig enormt meget over min egen opførsel! Jeg nåede kun lige at se, at Sebastian vendte om og gik ind på baren igen. Jeg kunne græde!
Cathrine hjalp Emilie op i bussen, men jeg kunne ikke

gøre noget, jeg var forstenet.
”Lad os tage hjem til mig” sagde Cathrine og kiggede skuffet på mig, mens hun tog sin jakke på og begyndte at gå, et stykke foran mig. Turen hjem til Cathrine var våd, kold og stille, og jeg kunne mærke hvordan hun frøs mig ude, mens jeg gik bagved og ikke havde mulighed for at komme op på siden af hende. Da vi nåede Hjem til hende, havde jeg endelig vendt mig til stilheden og de beroligende lyde af blæst og regn, men det var dejligt at være indenfor! Tavsheden var lige ved at slå mig ihjel.
”Jeg ringer efter min mor, og beder hende om at hente mig” sagde jeg trist og ringede omgående.
”Ja… gør det Louisa!” sagde hun i mørket, og kiggede forarget på mig.
”Hvorfor vil du hjem? Jeg troede, at du skulle sove hos Emilie?” spurgte mor nysgerrigt.
”Jeg vil bare gerne hjem, det har været en lang aften…” sagde jeg og var lige ved at græde. Jeg kunne ikke sige til hende, at det var på grund af mindet om

hende, så ville hun bare sende mig til psykolog igen! Og dét havde vi ikke råd til.
”Hvad er der sket?” spurgte hun, men jeg ignorerede hende og gentog mig selv, at jeg gerne ville hjem, fordi det havde været en lang aften! Hun valgte bare at sige okay, og ti minutter senere stod hun uden for Cathrines lejlighed.
”Louisa, jeg vil gerne have, at du ikke forventer at være sammen med os mere! Jeg bryder mig ikke om den opførsel du udviste her til aften, dét synes jeg ikke du kan være bekendt, og jeg har ikke lyst til at have dig med til flere fester, se dig i IT eller snakke med dig, og hold dig fra min bror” sagde hun iskoldt op i mit ansigt, da vi sagde farvel i døren.
”Okay…” hviskede jeg med en stor klump i halsen og var lige ved at græde. Jeg ville ønske, at jeg bare kunne fortælle Cathrine om min fortid, om min forfærdelige biologiske far, og hvordan det havde hjemsøgt mig de sidste mange år. Men jeg valgte bare at vinke til hende, bide mig i læben der bævrede, og gik

hen til min mor der stod med et anspændt smil, mens hun vinkede kraftigt til Cathrine.
”Skat, hvad skete der? Jeg ved, at der skete noget!” blev min mor ved med at spørge mig om.
Mor… det var meget … kompliceret, men jeg
kommer ikke til at være sammen med Cathrine, Emilie og Julia igen…” sagde jeg skeptisk og sukkede dybt.
Resten af søndagen brugte jeg på mit værelse, jeg skiftevis sad og græd, lå og græd, hulkede, hylede, græd igen, overvejede mit liv, og derefter var jeg rutineret til at tjekke nettet. På Facebook havde jeg fået en venneanmodning fra Sebastian Castillo. Han havde garanteret sendt den før jeg overhoved havde overreageret på Emilies mor! Jeg var totalt søvnløs.

”Godmorgen skat” sagde min mor, da jeg stadigvæk sad på værelset og vippede frem og tilbage. Jeg stirrede bare på hende med udmattede øjne.
”Der er idrætsdag” sagde hun og prøvede at motivere mig, med min største frygt.

”LOUI” var der én der råbte bag mig, da jeg stod til opvarmning. Jeg kiggede, og til min store overraskelse var det Emilie, der kom løbende imod mig, for at give mig et kram?
”Er du ikke sur på mig?” spurgte jeg undrende og huskede på aftenen før!
”Bestemt ikke. Min mor ER lidt af en kælling, og jeg drak for meget…” sagde hun.
Vores rektor fortalte, hvor god og hyggelig en tur 1. og 2.
årgangene havde haft, men at hjemrejse dagen havde været lidt hektisk, da en pige var blevet udsat for noget rigtig ærgerligt af nogle fremmede der stak af. Men politiet ankom og pigen blev kørt til traumecentret! Hun havde bare behov for at komme sig, og derfor ville han frabede alle at snakke om dét. Alle stirrede forbavsede på hinanden, pånær mig, jeg vidste hvem hun var, og hvis de andre vidste det, ville de være ligeglade! Pånær Emilie og Cathrine! Idrætsdagen forløb ganske udmærket, selvom jeg hørte hvordan nogle af pigerne fra klassen stod og bagtalte mig og mine fede lår! Efter

vores første fodboldkamp, valgte jeg at tage hjem, for jeg havde hørt hvor elendig de andre syntes jeg var.
Jeg valgte at sidde og lege lidt med noget hacking, da jeg fandt noget utroligt, som Cathrine bare måtte høre om! Jeg cyklede tilbage til skolen og løb hen til volleyball- banen, hvor Cathrine ignorerede mig.
”Cathrine! Vi må snakke sammen!” sagde jeg. ”Jeg vil ikke snakke med dig!” sagde hun og slog
til bolden.
”Cathrine. Vi behøver ikke at snakke sammen, eller være bedste venner! Men jeg har fundet noget vigtigt … noget meget gruopvækkende” sagde jeg og prøvede at overtale hende til at lytte til mig!
”Vi mødes i IT klokken 16” sagde hun, hvorefter jeg gik over i IT og fandt alle mine ting frem.
Hun var ikke fornøjet, da hun kom, men min opdagelse ville helt sikkert gøre indtryk på hende!
”Hvad har du?” spurgte hun skeptisk.
”Se…” sagde jeg og viste hende alverdens papirer jeg havde printet ud.

”Jeg trækker alt tilbage som jeg sagde i går! Det her er fænomenalt!” sagde Cathrine og bladrede igennem papirerne af de forskellige sektorer. Jeg havde fundet ud af hvor hendes mor og min oldemor var blevet ført hen.
”Tænker du det samme som mig?” spurgte jeg. ”Vi tager til Australien” sagde Cathrine.
”Lige præcis…” sagde jeg og gemte tingene væk i mit skab.
”Du må gerne tage på date med min bror” sagde
Cathrine meget ydmygt.
”Jeg har ikke lyst til at såre ham … Cathrine. Og vi kommer måske ikke hjem igen” sagde jeg og pakkede alt sammen.
”Tør vi det her?” spurgte Cathrine.
”Alle de mennesker der sidder i Australien i en sektor lige nu, er mennesker der ved det samme som os, eller mere. Vi bliver nødt til at prøve!” sagde jeg! Hun nikkede. Hun var bange! Jeg havde aldrig set Cathrine Smith så forskrækket.
”Kan vi tage Julia og Emilie med?” spurgte hun.

”Jeg vil ikke udsætte dem for unødig fare” sagde jeg, og hun gav mig ret, vi måtte gøre det på egen hånd.
”Jeg skaffer noget mad fra butikken, jeg siger til min mor, at vi skal være hos dig i en uge for at ordne noget til skolen” sagde jeg.
”Jeg sørger for, at vi ikke kan blive sporet, og at vi har penge til det” sagde Cathrine lidt bekymret.
”Det skal nok gå!” sagde jeg og gav hende et kram, hvorefter jeg blev nødt til at gå. Jeg havde aftalt med min mor, at jeg altid skulle være hjemme før klokken 17.
”Hvorfor er du så glad?” spurgte min mor forvirret, men lettet, da hun så hvor glad jeg var.
”Jeg er begyndt at snakke med Cathrine igen, og vi skal lave et projekt sammen i næste uge” sagde jeg lykkeligt.
”Jeg tænkte nok, at det ikke var så slemt” sagde min mor smilende, men hun skulle bare vide…
”Må jeg godt være hos Cathrine den næste uges tid her?” løj jeg min mor op i ansigtet.

”Du skal skrive hver dag” sagde hun og gav mig
lov!

 

”NAVN frøken?” spurgte han mig, men jeg var så udmattet, at jeg knap nok kunne snakke.
”Leonora. Williams” sagde jeg. Og det lød lige så opdigtet som det var.
”Og dig?” spurgte han Cathrine, der sad på sædet overfor mig med solbriller på og halvsov.
”Maddie Petterson” sagde hun, da manden endelig fik hende vækket! Og derefter forlod han os igen. Vi havde været vågne siden klokken fire, for at pakke og gøre os klar, kun Cathrine og jeg, iført vores tasker, mad, et sæt tøj, afsporing, falske papirer, og intet andet.
Cathrine sad og sov op ad ruden. Jeg var alt for bekymret til at kunne sove, selvom det var en enormt dårlig idé ikke at få et lille hvil.
”Hvad laver du i dag?” skrev Maya til mig.
“Er hos en veninde” svarede jeg hende køligt, for at hun ikke skulle forvente at se mig igen.

“Vi ses senere” skrev Cathrines bror til mig, men jeg måtte afvise ham. Det gjorde ondt i hele min krop at afvise ham, men hvis Cathrine og jeg kunne redde deres mor, ville han sikkert tilgive mig?
“Hvor skal I hen?” spurgte en mandestemme, og i det samme skrev min mor, at hun havde været hjemme hos Cathrine for at aflevere nogle boller, og at hendes brødre sagde, at vi ikke var der, fordi vi tog hjem til mig! “Ehm. Afghanistan” sagde jeg tøvende og løj om Australien. Manden vidste sikkert udmærket godt, hvad
man kunne finde i Australien.
“Hvad skal I der?” spurgte han.
“Hen til min oldemor” sagde jeg og smilede kærligt.
Der var enormt mange mennesker på toget, da et billede af Cathrine og jeg kom op på samtlige skærme i hele toget.
“Cathrine…” hviskede jeg, ruskede i hende og pegede på én skærm, da hun hurtigt fik set de andre.

“Min mor var hjemme hos dig” sagde jeg og skammede mig.
“Kom” sagde hun, da vi listede os hen imod en af dørene, lige så stille, men en ung fyr fulgte efter os!
“LØB” hviskede jeg, da døren gik op, og fyren
også begyndte at gå stærkere efter os, men han halede ind på os.
“I burde ikke tiltrække jer al del opmærksomhed” sagde han og tyssede på os.
“Hvad?” spurgte Cathrine.
“I er Cathrine og Louisa, jeg er oprører og følger efter jer for at sikre, at I ikke gør noget åndssvagt” sagde han og førte os ned i kloakken, hvilket jeg var meget betænkelig ved.
“Man bør færdes i kloakken, for ikke at skabe unødig opmærksomhed! Bare rolig, den er ikke i brug mere! Det her er sektoren; Italien, en ghetto sektor … og ghettoen bør man ikke spøge med. Følg med mig! Vi har en base for oprørere hernede, det er et nedlagt pauselokale fra 2020!” sagde han og tog solbrillerne af.

“I får brug for dem her… det er nattesyns briller! Når man kommer lidt længere ned, er der ikke længere belysning” sagde han og gik igennem de indtørrede gange.
“Kan I hjælpe os?” spurgte jeg ydmygt.
“Det er derfor jeg er her. Vi er 8 oprørere i min gruppe. Vi har arbejdet lidt på et nyt projekt med en kombi bil der kan flyde, og på samme tid køre på land” sagde han og smilede. Hans smil var helt grønt.
“Hvad griner du af?” spurgte han, hvormed hans smil forsvandt.
“Jeg har aldrig prøvet natbriller før” sagde jeg og undskyldte.
“Natbrillerne omdanner lysets fotoner til elektroner, hvormed man forstærker den svage mængde naturligt lys der er om natten, og så til fotoner igen via en plade med fosfor, der får sit grønne udseende fra energien i elektronerne” forklarede han.
“Hvad var det du sagde med en kombi bil?” spurgte jeg.

“Vi er i gang med at udvikle en bil der både kan køre på land og flyde på vand! Den ville være oplagt at forære jer! I er vores store chance for at ændre verden!” sagde han, nærmest tilbedende.
“Har I noget mad?” spurgte Cathrine, der nærmest gispede efter vejret, jo længere nede i kloakken vi kom.
“Jeg har noget frysetørret mad” sagde han og pakkede en pose mad ud af rygsækken, samt hældte det op i en stor kop med kogende varmt vand.
“Hvad er det?” spurgte hun.
“Oksekøds stroganoff… det er ris, sovs, oksekød, svampe, salt, tomater, peberfrugter, krydderurter, krydderier, og sådan” forklarede han om det frysetørrede mad.

længe.

“Hvorfor er du oprører?” spurgte jeg langt om

 

“Fordi verden ville være bedre, som den var”

sagde han.
“Hvornår er vi der?” spurgte jeg.

“Engang i morgen…” svarede han og smilede igen. Han var egentlig meget køn.
“Hvad hedder du?” spurgte Cathrine. “Bare kald mig Johan” sagde han.

Cathrine og Johan lå og sov, Cathrine i hans sovepose, og ham under et tæppe. De lå ryg mod ryg, det så enormt sødt ud.
Jeg sad og blundede en lille smule, men blev vækket op igen af lyden af mennesker, mange mennesker, der larmede som et ekko, og der var gademusikanter.
“Johan…” hviskede jeg.
Han åbnede langsomt sine øjne, og kiggede spørgende på mig, hvortil Cathrine jamrede, da hendes hovedpude satte sig op.
“Er der aflytning her?” hviskede jeg. Han rystede på hovedet.
“Der er ikke dækning hernede” sagde han og rejste sig, for at tage sin taske.

“Vi må hellere gå” sagde han og pakkede tæppet sammen.
“Vi ved at I er dernede, kom op” sagde en stemme ved en kloakrist.
“Bare gå videre” hviskede Johan og pegede
nedad en lang gang.
“Jeg distraherer dem, bare fortsæt” sagde han og smilede kærligt til os. Vi gjorde bare hvad han sagde, men inden længe lød der skud. Det ene efter det andet, og derefter hørte vi Johan råbe. Vi kunne ikke lade være med at kigge.
“Johan…” udbrød Cathrine, der så hvordan Johan vred sig rundt på jorden, med et skud i brystkassen.
“Hvad skal vi gøre Johan?” spurgte jeg med en rystende stemme, og begyndte at græde.
“Gå…” hviskede han, “gå” sagde han og smilede, hvorefter hans øjne blev vilde og der kom blod op ad munden på ham.
“Tag hans taske…” sagde jeg og snøftede.
“Dét kan vi da ikke” sagde Cathrine og hulkede.

“Vi bliver nødt til det, vi kan ikke overleve uden hans proviant og tæpper, og de må ikke kunne spore hans identitet” sagde jeg.
“Vi må tage ham med os” sagde hun.
“Det kan vi ikke, det vil forsinke os med to dage” sagde jeg, men Cathrine overbeviste mig om, at vi blev nødt til at tage ham med os.
Inden længe lød der endnu et skud.
“Vi må videre” sagde jeg og løftede Johan’s ben, men han var smurt ind i blod.
“Skal vi synge en sang?” spurgte Cathrine. “Hvorfor? så vi har noget musik at dø til?”
spurgte jeg sarkastisk.
“Haha…” sagde Cathrine og rullede sine grønne
øjne.
“Vi bliver altså nødt til at putte Johan i
soveposen, han bløder over alt, og vi efterlader et spor” sagde jeg og pegede på den strimmel af blod vi havde efterladt.

“Fint…” sagde Cathrine og sukkede dybt, hvorefter vi lagde Johan.
“Cathrine … jeg kan høre noget” sagde jeg meget skræmt.
“Det er sikkert bare nogle der går over os” sagde
Cathrine og slappede af i sine syrende arme.
“Cathrine … “ sagde jeg rystende, og pegede på en skikkelse længere nede af gangen.
“LØB!” råbte jeg.

 

Fortsættelse følger.

Copyright 2018 Ida-Amalie Dyhr Jensen

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *